Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Danmark klar til EM: Sled sig til point i Irland

Af Marcus Sørensen
18.11.2019 Kl. 21:41
Danmark er klar til EM-slutrunden til sommer efter en hårdt tilkæmpet uafgjort mod Irland i aften. Martin Braithwaite scorede for Danmark, mens Wolverhamptons Matt Doherty udlignede for irerne.

Danmark skulle blot bruge et enkelt point for at kvalificere sig til EM til sommer, hvor der blandt andet skal spilles kampe i København.

Landstræner Åge Hareide havde på forhånd udtalt, at danskerne ikke spillede efter uafgjort, men det lignede, at den sikkerhed skabte nervøsitet hos landsholdet.  

Kampen startede – ikke overraskende – i et lavt og afventende tempo, hvor det var tydeligt, at irerne bestemt ikke havde travlt med at komme ud over stepperne.

Danmark forsøgte at få spillet til at flyde, men det lykkedes ikke rigtigt, og danskerne kom kun i glimt ind og truede i irernes felt på et par dødbolde.

Første rigtige chance i kampen faldt efter 33 minutters spil. Irerne fik spillet sig igennem i højresiden, men Kasper Schmeichel havde ikke problemer med en sløj Conor Hourihane-afslutning.

Åge Hareide blev udfordret i første halvleg, hvor han måtte skifte hele to skadede spillere ud. Tidligt måtte Thomas Delaney udgå og erstattes af Southamptons Pierre-Emile Højbjerg, mens Andreas Cornelius senere måtte erstattes af Kasper Dolberg.

Trods tilnærmelser i det danske felt i tillægstiden af første halvleg, gik holdene til pause med 0-0 efter en meget chancefattig første halvleg.

Anden halvleg startede som første sluttede. Meget afventende fra begge hold og uden den fornødne kvalitet til at skabe chance i begge ender.

Irland kom bedre og bedre med og begyndte at trænge sig på omkring Kasper Schmeichels mål – dog uden at blive farlige. 

Bedst som kampen skulle til at gå ind i sin afsluttende fase, slog Danmark til ud af ingenting. Henrik Dalsgaard trak ind i banen og slog et perfekt indlæg afsted mod feltet med sit venstreben. Her kom en fremadstormende Martin Braithwaite lige nøjagtigt på bolden og styrede den i mål til 0-1. 

Irland forsøgte derefter at komme til chancer – primært gennem dødbolde og et hav af indlæg ind i det danske felt.

Med fem minutter igen udlignede Irland. Et indlæg fra venstresiden blev sendt ind bagerst i feltet, hvor Matt Doherty flot steg op og headede Irland på 1-1.

Irerne pressede på til sidst, men Danmark formåede at holde stand og er dermed klar til EM-slutrunden! 

Annonce