Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Daily Star kårer: De 10 værste køb i Premier League

Af Emil Plovgaard
04.04.2020 Kl. 15:10
Det er ikke nemt at være manager i Premier League. Høje prisskilte på spillere, der ofte ikke lever op til disse enorme beløb. Daily Star har kåret de 10 værste indkøb i ligaens historie.

Det er ikke altid nemt at ramme rigtigt på transfermarkedet. Det har en del klubber i Premier League fået at føle. Det britiske medie, Daily Star, har kåret de 10 dårligste indkøb i hele Premier Leagues historie. Særligt Chelsea har ramt forbi ad flere omgange. Se listen her.

10. Paulinho til Tottenham

Paulinho havde ikke mange gode oplevelser i Premier League, og hans periode hos Tottenham laver mange sjov med. Især en episode på Turf Moor, hvor hans skud går langt over mål, er gået viralt på de sociale medier i form af en GIF.

Efter Tottenham skiftede Paulinho til kinesisk fodbold og Guangzhou Evergrande. Et skifte til Barcelona i 2017 blev det da også til, men Paulinho er nu tilbage i Kina igen.

9. Andre-Frank Zambo Anguissa til Fulham

Fulham brugte mange penge i sommeren 2018, da de netop var rykket op i Premier League. Det var dog ikke alle pengene, der blev forvaltet lige fornuftigt.

Anguissa blev hentet til Fulham fra Marseille for 30 millioner pund, og han blev anset som en af klubbens store indkøb i den sæson. Han opnåede 22 kampe for London-klubben, der rykkede ned med sølle 26 point og en forfærdelig målscore på 34-81.

8. Danny Drinkwater til Chelsea

Chelseas indkøb under Roman Abramovich har været lidt af en blandet landhandel.

Drinkwater, som blandt andet har vundet Premier League med Leicester, skiftede til Chelsea for 35 millioner pund, men har kun fået fem kampe fra start for The Blues.

Klubben har siden lejet ham ud til henholdsvis Burnley og Aston Villa, men hans karriere har lidt et alvorligt formdyk og har også tæret hårdt på hans personlige liv. Sidste år blev han blandt andet sigtet for spirituskørsel.

7. Roger Johnson til Wolverhampton

Johnson blev anset som en lovende forsvarsspiller, da han i sin tid tørnede ud for Birmingham i Premier League. Han blev dog uvenner med fansene, da han i 2011 skiftede til Wolves for 7 millioner pund.

Han blev gjort til kaptajn, lige så snart, han kom ind i omklædningsrummet. Hans disciplin lagde dog en dæmper for karrieren. Efter at have dukket fuld op til træning i sin første sæson i klubben, blev han straffet internt. Wolves forsøgte at sælge ham videre, men blev altså hængende på Johnson frem til hans kontraktudløb i 2015.

6. Vincent Janssen til Tottenham

Vincent Janssen er en af grundene til, at Premier League-fansene altid er skeptiske, når spiller bliver hentet ind fra Æresdivisionen.

Han blev hentet til Spurs i 2016 for en stor sum, men levede aldrig op til sit prisskilt.

Det blev kun til to mål i Premier League, hvoraf det ene blev scoret på et straffespark. I dag spiller Vincent Janssen for Monterrey i Mexico.

5. Alexis Sanchez

Manchester United måtte kæmpe hårdt med byrivalerne fra City om at få fat i Sanchez’ underskrift. I sidste ende lykkedes det dog, og Henrikh Mkhitaryan blev sendt til Arsenal som led i en byttehandel.

Sanchez scorede blot to gange i løbet af hele sidste sæson, og Ole Gunnar Solskjær tøvede derfor ikke med at sende ham af sted til Inter Milan på en lejeaftale i sommer.

4. Andriy Shevchenko til Chelsea

Den ukrainske angriber, Andriy Shevchenko, scorede mål på stribe for AC Milan i både Serie A og Champions League. Tilbage i 00’erne tiltrak ukraineren så meget interesse, at han blev solgt for 30 millioner pund til Stamford Bridge.

Ni mål i 48 Premier League-kampe var, hvad det blev til for Andriy Shevchenko på Broen. Det var ikke lige det afkast, Roman Abramovich havde set frem til efter sin investering.

Heldigvis for Shevchenko var hans tid i Milano så god, at han stadig huskes som en fortræffelig angriber den dag i dag.

3. Andy Carroll til Liverpool

Det er vildt at tænke på, at Liverpool gav det samme for Andy Carroll, som de har givet for Mohamed Salah. Mens sidstnævnte scorede 70 mål i sine første 100 kampe for The Reds, var det nogle helt andre tal for Carroll.

Blot seks mål i 44 kampe for klubben er ikke noget at skrive hjem om. Carrolls Liverpool-karriere blev ikke gjort nemmere af at Luis Suarez blev hentet ind for en mindre sum og gjorde det meget bedre.

2. Jozy Altidore til Sunderland

Der blev vendt øjne i den engelske fodboldverden, da det blev afsløret, hvor meget Sunderland egentlig havde givet for Jozy Altidore. 10 millioner pund.

Amerikaneren havde allerede haft et ophold hos Hull City, der dengang spillede i Premier League, og det var mildest talt ikke forløbet særlig godt.

Ét mål i 28 optrædener i Hull-trøjen burde nok have advaret Sunderland om, hvad der ventede dem. Og det blev heller ikke bedre i Sunderland, hvor Altidore kun formåede at lave ét sølle mål i sine 42 Premier League-kampe for The Black Cats.

Heldigvis for Altidore er hans karriere kun gået fremad, siden han vendte tilbage til MLS i 2015. Målene strømmer fortsat ind for Toronto FC for amerikaneren, og han har scoret et mål i hver anden kamp.

1. Adrian Mutu til Chelsea

Det kan godt være, at Chelsea og Roman Abramovich har fortrudt, at de købte Andriy Shevchenko i sin tid. Det er dog ingenting ved siden af, hvor meget de må fortryde at have givet penge for Adrian Mutu.

Den rumænske angriber blev det første store køb i Abramovich-æraen, og hans ophold i klubben var intet mindre end en katastrofe.

Skandalerne haglede også ned over Mutu udenfor banen, hvor han festede til den lyse morgen i Londons gader. Til sidst blev det for meget for Chelsea, der valgte at fyre ham i 2004.

Efterfølgende har der kørt en retssag, og Adrian Mutu har fået en bøde for 127 millioner kroner af FIFA og CAS for ikke at opfylde sin kontrakt.

 

 

Annonce