Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Cornelius vender tilbage til Cardiff: Nogle fans har nok behov for at buhe

Af Morten Bruun Jørgensen
13.11.2018 Kl. 14:37
Andreas Cornelius regner med, at der nok skal være nogle Cardiff-fans, som vil give ham en mindre pæn velkomst til kampen mod Wales på fredag.

Omtrent 90 millioner kroner.

Så meget måtte Cardiff slippe for Andreas Cornelius i 2013, men allerede et halvt år senere – efter 11 kampe uden mål – forlod han klubben for at tage tilbage til FC København. Den danske klub betalte ikke i nærheden af 90 millioner for at få angriberen tilbage, og Andreas Cornelius er næppe blevet glemt i det walisiske.

På fredag vender han tilbage til Wales, når han sammen med det danske landshold skal spille Nations League, og her forventer Andreas Cornelius, at der vil blive buhet af ham.

– Det bliver ikke mærkeligt for mig at træde ind på banen. Men der skal nok være nogle Cardiff-fans, der har behov for at buhe. For at være helt ærlig så er jeg kommet videre. Det er fem år siden, og jeg er meget tilfreds med min karriere indtil videre. Så det er et overstået kapitel, fortæller han til Ritzau.

Premier League-karrieren er en håndfuld år gammel, men Andreas Cornelius har sidenhen fået gang i karrieren igen, og han er nu på kontrakt i franske Bordeaux, hvor det dog også kniber med at score mål.

Nu er det i stedet en anden dansk angriber, som er på kontrakt i Cardiff. I øjeblikket er Kenneth Zohore dog ikke en del af Premier League-klubbens foretrukne. 

Annonce