Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

City smidt ud: Femtepladsen kan give adgang til Champions League

Af Pelle Rigtrup
14.02.2020 Kl. 20:22
Hvis Manchester City ikke får held med at appellere aftenens dom, så vil femtepladsen i indeværende sæson give adgang til næste års Champions League-turnering.

Det er vel næppe gået nogens næse forbi, at Manchester City er blevet udelukket fra alt europæisk fodbold i de næste to sæsoner, og det er en beslutning, der vender op og ned på Premier League. 

Målet for klubber som Chelsea, Manchester United, Tottenham og Arsenal har længe været at slutte i top fire og dermed sikre sig en plads i næste års Champions League-turnering, men efter aftenens dom er det nu ikke længere kun top fire, der er interessant. 

Ifølge UEFA's regler vil femtepladsen således få adgang til næste års Champions League-turnering, hvis Manchester City slutter i top fire, hvilket de formentlig gør. 

I skrivende stund er det dog hverken Manchester United eller Tottenham, der indtager femtepladsen, men derimod oprykkerne fra Sheffield United, som dermed vil være en del af næste års Champions League-turnering, hvis de fastholder pladsen. 

Det er dog ikke kun Champions League-kvalifikationen, der bliver påvirket af Manchester Citys udelukkelse. 

Pep Guardiolas tropper har som bekendt kvalificeret sig til finalen i Carabao Cuppen, og normalvis vil en sejr i denne turnering give en billet til næste års Europa League-turnering, men her er City også udelukket. 

Så hvis Manchester City ender med at vinde Carabao Cuppen, og vinderen af FA Cuppen samtidig allerede har sikret sig en af de europæiske pladser i ligaen, så vil ottendepladsen i Premier League give adgang til Europa League.

Det er dog slet ikke sikkert, at tingene ender sådan, da Manchester City har tænkt sig at anke dommen til den internationale sportsdomstol, CAS, i håbet om at få fjernet eller nedsat straffen. 

Annonce