Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

City risikerer transferkarantæne: Tidl. spiller beskylder klubben for at fuske med sin transfer

Af Kristoffer Krogh Kiesbye
13.01.2021 Kl. 08:53
Gabriel Fernando Almeida og hans familie beskylder Manchester City for at have oprettet et falsk job i forbindelse med spillerens skifte til klubben.

Manchester City brød angiveligt transferreglerne, da klubben i 2011 signede det 14-årige kæmpetalent Gabriel Fernando Almedia. I dag beskylder den 24-årige brasilianer og dennes familie klubben for at have oprettet en falsk stilling som talentspejder for klubben til spillerens far.

Her skulle faren have modtaget tusindvis af pund i betaling, selvom han efter eget udsagn aldrig arbejdede så meget som et minut for klubben. Det afslører The Athletic i et længere interview med familien Almeida. Og det kan potentielt få konsekvenser for Manchester City, der kan risikere at komme slemt i klemme hos Premier League.

Klubben benægter at have gjort noget galt, men Almeida og hans far har dokumentation for, at de har modtaget betalinger for et stykke arbejde, som altså aldrig skulle være blevet udført. Familien ønsker ifølge The Athletic at afsløre dette for at beskytte fodboldens integritet og advare andre sydamerikanske talenter mod at lave samme nummer.

IIfølge Premier League-reglerner er det ikke lovligt for en klub at lokke unge talenter til at skrive under med dem ved at give andre former for tilskyndelse – eksempelvis tilbyde et familiemedlem et velbetalt arbejde i klubben. Der er ingen forældelsesfrist på disse sager, så i kølvandet på beskyldningerne fra Almeida-familien er det ikke utænkeligt, at Premier League rejser en sag mod klubben.

Sker det, er der sådan set ingen defineret strafferamme, men ifølge sportsadvokaten Leon Farr fra Onside Law, der udtaler sig til The Athletic, risikerer Manchester City at blive bandlyst fra at signe unge spillere.

– Hvis Premier League beslutter sig for at indlede en disciplinærsag efter denne afsløring, har de en stor grad af fleksibilitet i forhold til potentielle sanktioner. I de seneste år er klubber som Everton og Liverpool blevet tildelt bøder for brud på reglerne af brug af lokkemidler, og de har også fået karantæne for at signe akademispillere fra andre engelske klubber, fortæller Farr.

I 2017 blev Manchester City idømt to års karantæne fra at signe talenter til sit akademi, og det er ikke utænkeligt at en lignende straf kommer i spil her, hvis Premier League vælger at indlede en sag.

i 2013, to år efter at være skiftet til Manchester City, forlod Almedia klubben, da de ikke var i stand til at indgå en ungdomskontrakt med klubben. Han har sidenhen spillet for Corinthians, men er lige nu uden klub.

 

 

Annonce