Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

City-fans raser over dommervalg til Manchester-derby

Af Redaktionen
07.11.2018 Kl. 15:15
Generalsekretær i den officielle Manchester City-fanklub, Kevin Parker, kalder udnævnelsen af den Manchester-fødte Anthony Taylor som dommer til weekendens derby for hovedrystende.

– Premier League og den engelske dommerforening viser, at de ingen forstand har på håndteringen af kampe mellem fodboldrivaler, når de udnævner den dommer.

Så klar er meldingen fra Kevin Parker, der er generalsekretær i den officielle Manchester City-fanklub, forud for søndagens derby mellem Manchester-klubberne. Det skriver den engelske avis The Telegraph.

Kevin Parkers beskyldninger kommer på baggrund af, at dommeren i weekendens kamp, Anthony Taylor, er født og opvokset i Manchester. Nærmere bestemt i Wythenshawe, der er et område bosat af mange United fans, eftersom det ligger små 10 kilometer fra Old Trafford.

Den 40-årige dommer har været Fifa-dommer siden 2013, og han betragtes generelt som en af de dygtigste dommere i Premier League. Officielt er han tilhænger af klubben Altrincham, som spiller under de bedste engelske ligaer. Alligevel er City-fanklubbens generalsekretær utilfreds.

– Jeg er utroligt forarget over valget af ham til kampen. På en eller anden måde, vil han med sit tilhørsforhold til Manchester have familiemedlemmer, som enten støtter City eller United. Hvorfor vælger Premier League og dommerforeningen at sætte ham i den situation?, siger Kevin Parker til The Telegraph og fortsætter:

– Der er 16 PGMOL-dommere (topdommere tilknyttet dommerforeningen i Premier League.,red.), og efter min viden kun én, der er født i Manchester. Så hvorfor vælge ham? Det er vanvittigt, og jeg håber ikke, at vi kommer til at snakke meget om hans kendelser søndag efter kampen.

Det er den engelske dommerforening PGMOL, der udnævner dommerne til Premier League-kampene. Alle dommere skal ved optagelsen til PGMOL afsløre, hvilke engelske hold de støtter privat. Både Premier League og PGMPL udtaler til The Telegraph, at de nægter at kommentere på de enkelte dommerudnævnelser.

 

Annonce