Chokhandel: Arsenal jagter United-stjerne
Transferrygterne buldrer derudaf, og nu er der opstået et rygte om, at Arsenal kigger mod Manchester United denne sommer.
Det er den normalt meget velinformerede argentinske journalist Gastón Edul, der har interessant nyt.
– To ud af de tre klubber, der har forhørt sig om Alejandro Garnacho er Chelsea og Arsenal. Garnacho har en præference om at blive i Premier League, lyder meldingen fra Gastón Edul.
Det er ikke særlig opsigtsvækkende, at Chelsea har forhørt sig vedrørende den argentinske landsholdsspiller, for det har tidligere været fremme, at The Blues har kig på den hurtige kantspiller.
Derimod er det langt mere overraskende, at Arsenal tilsyneladende også har et godt øje til Alejandro Garnacho, som er kommet i unåde hos Manchester United.
I sidste måned kom det således frem, at Rúben Amorim har givet ham besked på at finde en ny klub forud for den kommende sæson.
Det skete blandt andet efter, at Alejandro Garnacho ytrede sig kritisk over kun at spille ganske lidt i Europa League-finalen.
Set over længere tid har der dog været gnidninger mellem ham og den portugisiske træner, og argentineren har heller ikke ligefrem brændt banen af.
Hos Arsenal råder Mikel Arteta over Bukayo Saka, Gabriel Martinelli, Leandro Trossard og Ethan Nwaneri til kanterne.
Det har dog i en længere periode været regnet som et sted, hvor The Gunners kigger efter at hente en ny spiller.
Hvis London-mandskabet ender med at gøre mere ud af interessen i Alejandro Garnacho vil det dog alligevel været overraskende.
Det er heller ikke ofte, at der bliver handlet direkte mellem Manchester United og Arsenal.
Transfervinduet er åbent – følg med i alle klubskifter og rygter lige her.