Chok-comeback: Tidligere FCM-stjerne i United-trøjen?
Efter en meget skuffende sæson, der kulminerede med en 15.-plads i Premier League og et nederlag til Tottenham i Europa League-finalen, har Manchester United nu indledt arbejdet, der har til hensigt at forstærke truppen forud for den kommende sæson
INEOS og Sir Jim Ratcliffe har allerede hentet Matheus Cunha fra Wolves til klubben, mens man også er i forhandlinger om at hente Bryan Mbeumo fra Brentford.
Derudover er klubben efter sigende også i forhandlinger om at hente Viktor Gyökeres fra Sporting CP.
Men det er muligvis ikke den eneste spiller, der kan bytte den portugisiske hovedstad ud med en tilværelse i det nordvestlige England fra den kommende sæson.
At hente en ny midtstopper er nemlig også en prioritet for Manchester United, skriver den portugisiske avis A Bola, som også går skridtet videre og beretter, at Ousmane Diomandé, der er på kontrakt hos Sporting CP, er et transfermål for klubben.
Diomandé har en fortid hos FC Midtjylland, som han forlod i januar 2023 for at skrive under med Sporting CP.
Samme år vandt han desuden Africa Cup of Nations med Elfenbenskysten.
Den 21-årige midtstopper har scoret seks mål og lagt op til yderligere to i sine 101 kampe for Sporting hidtil. Han har vundet den portugisiske liga i både 2024 og 2025.
Hans markedsværdi lyder på 448 millioner kroner, og det er samme sum, som Crystal Palace, der har spurgt på spilleren, har fået at vide, at den skal betale, hvis en transfer skal blive til noget.
Liverpool, Bayern München og Arsenal lurer angiveligt også på Diomandé, og det forlyder, at et bud fra De Røde Djævle er på trapperne.
Rúben Amorim og Manchester United håber at have en fordel, da Diomandé har arbejdet sammen med den 40-årige portugiser i Lissabon. En genforening kan således være på vej.
Samtidig er det kommet frem, at en stjerne forlader Manchester United.