Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Chelseas karantæne forklaret: Her er alt du bør vide

Af Kristoffer Krogh Kiesbye
22.02.2019 Kl. 11:00
Chelsea har fået forbud mod at hente spillere i to transfervindue, da FIFA har fundet klubben skyldig i at have brudt reglerne for handler vedrørende mindreårige spillere.

Hvorfor har FIFA straffet Chelsea?

The Blues har fået transferkarantæne i to transfervinduer, da FIFA har fundet klubben skyldig i 29 brud på reglerne for at hente spillere under 18.

Man må ifølge FIFA-reglerne ikke hente spillere under 18 år,  medmindre de er bosat indenfor EU. Der er visse undtagelser for disse regler, men i 29 tilfælde skulle The Blues altså have handlet forkert i sager om mindreårige spillere.

Derudover er Chelsea også blevet dømt for i to tilfælde at have påvirket andre klubber i transfer-relaterede anliggender.

Hvad er Chelseas straf?

Chelsea har fået karantæne fra at registrere nye spillere fra ind- og udland i de næste to transfervinduer – ergo må klubben ikke købe spillere. 

Derudover har klubben også fået en bøde på £460.000.

Chelsea må dog fortsat gerne sælge spillere, og klubbens kvinde- og futsal-hold er ikke inkluderet i transferkarantænen.

Kan en appelsag gøre det muligt for Chelsea at hente spillere til sommer alligevel?

Det korte svar er ja. Chelsea forventes at appellere dommen, og man har tidligere set, hvordan det har givet andre klubber, der er blevet straffet med karantæne fra transfermarkedet, muligheden for at forstærke sig, inden karantænen træder i kraft.

En appelsag vil udskyde den endelig domfældelse og plejer normalt at tage forholdsvis lang tid, så i tilfælde af at The Blues appellerer, får de formentlig det kommende sommertransfervindue med. 

Atletico Madrid, Real Madrid og Barcelona har alle tidligere været straffet for samme regelbrud som Chelsea.

Hvordan vil karantænen påvirke Chelsea-truppen?

Det er selvfølgelig svært at vurdere på nuværende tidspunkt, men Christian Pulisic vil stadig skifte til Chelsea efter denne sæson trods karantænen, da han allerede har skrevet under med klubben.

Umiddelbart vil karantænen have en negativ effekt på klubben og The Blues' konkurrenceevne, da det bliver sværere at forstærke sig.  Men som nævnt før, vil Chelsea næsten med garanti appellere dommen og får formentlig muligheden for at forstærke sig i sommeren.

Det er dermed oplagt at tro, at klubben vil udnytte chancen til at spendere store summer i sommertransfervinduet, mens chancen stadig byder sig. 

Det kan også betyde, at Eden Hazard enten forlader klubben eller bliver tvunget til at blive. Chelsea kan vælge at sælge belgieren for at generere penge til at hente forstærkninger, inden transferkarantænen træder i kraft.

Omvendt kan klubben også beslutte sig for at beholde ham, til hans kontrakt udløber efter næste sæson, hvor klubben – måske, afhængigt af appelsager – kan hente spillere igen.

Karantænen kan også have den positive effekt, at flere unge Chelsea-spillere får chancen for at slå igennem. Callum Hudson-Odoi har længe lignet en mand, der var klar til at forlade klubben, men chancerne for at få et gennembrud for den unge englænder er noget større nu, hvor Chelsea ikke kan købe konkurrenter til pladsen på wingen. 

 

Annonce