Chelsea overvejer kæmpe januarbud
Det seneste halvandet år har Chelsea brugt mange milliarder kroner på nye spillere, men det betyder ikke, at pengetanken er tom hos London-klubben.
Nu kan lokalmediet football.london nemlig fortælle, at Chelsea meget kraftigt overvejer at afgive et kæmpe bud på Brentford-angriberen Ivan Toney, når transfervinduet åbner igen i januar.
Lige nu er Toney ramt af en karantæne som følge af en overtrædelse af bettingreglerne, men den 27-årige englænder må spille igen i det nye år, og det kan måske blive for Chelsea.
Gennem lang tid har The Blues haft et godt øje til Toney, som i de seneste sæsoner har bevist sine evner som målscorer i Premier League.
Det forlyder også, at Chelsea ser Toney som en erfaren angriber, der kan hjælpe med at tage presset af Nicolas Jackson, som har haft en udfordrende start på tilværelsen i sin nye klub.
Derudover vil Jackson formentlig blive udtaget til det senegalesiske landshold, som er en af favoritterne til Africa Cup of Nations, der afholdes i januar og februar.
For nylig kunne talkSPORT dog skrive, at Brentford føler sig sikre på, at Toney forlænger sin kontrakt med klubben – og så bliver det nok svært for Chelsea at købe ham.
Tidligere har der også været meldinger om, at Brentford vil kræve mindst 800 millioner kroner for at sælge ham i januar, og det kan måske også være tvivlsomt, hvorvidt Chelsea er villig til at betale så stort et beløb for ham.
TOPHISTORIER LIGE NU