Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Chelsea meldes meget interesseret i Rabiot

Af Morten Bruun Jørgensen
11.01.2019 Kl. 23:15
Endnu en europæisk storklub har meldt sig ind i kampen om Adrien Rabiot. Denne gang er det Chelsea, som er opsat på at købe franskmanden.

Fredag aften tog Chelsea afsked med Cesc Fàbregas, som skiftede til Monaco. Skiftet har været under opsejling et stykke tid, men der er blevet spekuleret i, at Chelsea har ønsket at få en erstatning på plads, inden spanieren kunne få lov til at skifte.

Indtil videre har Chelsea dog ikke hentet en erstatning for den spanske playmaker, men det kan godt se ud til, at the Blues er på udkig efter en ny central midtbanespiller, som kan byde N’Golo Kanté, Ross Barkley og de øvrige Chelsea-midtbanespillere op til dans.

Ifølge lørdagens udgave af L’Equipe har den engelske storklub lavet en forespørgsel til Paris Saint-Germain. Chelsea vil høre om muligheden for at købe Adrien Rabiot, som har kontraktudløb i den franske klub til sommer.

Flere ting tyder dog på, at han slet ikke kommer til at spille for den franske storklub så længe. Der er nemlig stor interesse for Adrien Rabiot fra flere europæiske storklubber, og Barcelona har angiveligt budt i omegnen af 75 millioner kroner for den franske midtbanespiller, og det bud må Chelsea forventes at skulle matche for at kunne hente Adrien Rabiot i dette transfervindue.

I løbet af de seneste sæsoner har Adrien Rabiot markeret sig som en rigtig dygtig central midtbanespiller, og han kan muligvis også komme til at lukke hullet efter Mateo Kovacic i Chelsea, hvis han ender med at skifte til den engelske klub. Den kroatiske midtbanespiller er således kun lejet i Real Madrid, og det er endnu uvist, om han fortsætter i London-klubben efter denne sæson.

Annonce