Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Chelsea lider fjerde nederlag i fem PL-kampe med nederlag hjemme til Bournemouth

Af Nikolai Gilkrog Mortensen
14.12.2019 Kl. 16:54
Chelsea tabte lørdag eftermiddag skuffende med 0-1 hjemme til formsvage Bournemouth.

Chelsea tog lørdag eftermiddag hjemme imod Bournemouth på Stamford Bridge.

Hjemmeholdet har været inde i en skidt periode i Premier League med tre nederlag i de seneste fire kampe efter en ellers glimrende start under den nye manager Frank Lampard. Chelsea var før opgøret placeret som nummer 4 med 29 point efter 16 kampe.

Bournemouth lå før opgøret på 15. pladsen, og deres form sagde fem nederlag i de seneste fem Premier League-kampe, hvilket de håbede på at ændre på den svære udebane i London.

Chelsea dominerede på bolden i første halvleg og havde også de bedste muligheder, hvor Pulisic, Mount og Abraham hver især kom frem til fine muligheder.

Bournemouth lignede et hold, der var kommet for at kæmpe et resultat på 0-0 hjem, og det var stadig en reel mulighed, da de to hold gik til pause.

Anden halvleg bød på samme kampbillede. Chelsea tilspillede sig igen de bedste muligheder, og Pulisic brændte blandt andet en stor chance efter 60 minutters spil.

Kampen skulle helt hen til 85’ spilleminut, før der kom lys i måltavlen. Dan Gosling var manden bag scoringen til Bournemouth.

Et flot mål af Gosling, der med ryggen til målet sparkede bolden over sig selv og Kepa i Chelsea-målet og lige over stregen, før en Chelsea-spiller kunne nå at afværge scoringen.

En overraskende føring til det formsvage udehold. Chelsea formåede ikke at kæmpe sig tilbage i opgøret, og de måtte derfor skuffende se sig slået med 0-1 på eget græs.

 

Annonce