Chelsea har verdens dyreste hold nogensinde
Der er blevet slået ny rekord i fodboldverdenen af Chelsea.
The Blues har nemlig det dyreste fodboldhold, der nogensinde har været samlet. Det kan CIES Football Observatory nu fortælle.
Læs også: Chelsea får medhold af Premier League
Chelsea har brugt 9,42 milliarder kroner – inklusive bonusser – på at samle den nuværende trup, og det er det højeste beløb nogensinde i fodboldhistorien. Dermed overgår Chelsea også Manchester United, som sidste år på samme tidspunkt overtog rekorden.
Manchester United er lige nu den klub, der har den næstdyreste trup. De Røde Djævle har brugt 7,74 milliarder på at samle truppen med blandt andre Bruno Fernandes, Casemiro og Rasmus Højlund.
Herefter følger Manchester City på tredjepladsen med en samlet udgift på 7,59 milliarder kroner på den nuværende trup.
Det bemærkelsesværdige ved listen, som CIES Football Observatory har samlet, er, at alle 20 Premier League er at finde i top 100. Derudover indeholder den også fire klubber fra The Championship.
Det er altså et tydeligt bevis på, at de engelske klubber bruger rigtig mange penge på deres hold.
Faktisk udgøres hele den nuværende top fem også af engelske klubber, da Arsenal indtager fjerdepladsen, mens Tottenham er nummer fem.
Både Liverpool og Newcastle er desuden også i top 10, hvor de er foran storklubber som Bayern München, Juventus og Atlético Madrid.
Saudi Arabiens indtog i fodboldverdenen kan også ses tydeligt. Al-Hilal er således nummer 13 på listen, mens Al-Nassr, Al-Ahli og Al-Ittihad ligger højere placeret end klubber som Benfica, Porto og Ajax.
Der er ingen danske klubber i top 100.