Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Cardiff-manager tager udfordringen op: Vi skal finde en måde at få point på

Af Morten Bruun Jørgensen
03.10.2018 Kl. 12:28
Neil Warnock er meget opsat på, at Cardiff holder mulighederne for overlevelse i Premier League åben indtil januar, hvor manageren håber at klubben vil forstærke sig.

Det er endnu ikke lykkedes for Cardiff at få en sejr i Premier League efter sidste sæsons oprykning fra the Championship. Det er et problem, og det er klubbens manager udmærket klar over.

– Det er den største udfordring i min karriere. Vi skal finde en måde at få resultater på indtil januar, fortæller Neil Warnock til BBC.

– Vi er kommet her for hurtigt. Vi har været ofre for vores egen succes. Hver eneste måned er vi hoppet to skridt op i stedet for ét. Man kan dog ikke sige nej til Premier League. Bookmakerne har allerede afskrevet os, men vi kan vinde kampe på dette niveau.

Cardiff-truppen kan lige nu ikke måle sig med de fleste andre trupper i Premier League, men Neil Warnock håber, at klubbens ejer – Vincent Tan – vil forstærke truppen i det kommende transfervindue.

– Det er okay at sige, at Vincent skal skyde nogle flere penge i projektet, men han har allerede brugt en formue. Vi skal gøre det bedste, vi kan. Lad os få nogle flere resultater og holde os med i spillet indtil januar, og så tror jeg, at Vincent vil lade os få to eller tre nye spillere.

I første omgang har Cardiff en kamp på lørdag mod Tottenham på Wembley at se frem til.

Annonce