Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Bruno FC: Uden Fernandes ville United ikke være i top seks

Af Morten Bruun Jørgensen
04.03.2021 Kl. 15:22
Manchester United er helt og aldeles afhængige af, at Bruno Fernandes leverer varen, mener Jason Cundy.

– I er Bruno FC.

Sådan sagde den tidligere fodboldspiller, Jason Cundy, som nu er vært på TalkSPORT, onsdag aften i forbindelse med Manchester Uniteds kamp mod Crystal Palace til medværten Andy Goldstein, som holder med De Røde Djævle.

Og det stoppede ikke her.

For Jason Cundy hævdede også, at Manchester United ikke ville være i nærheden af den aktuelle placering som nummer to, hvis ikke det var for Bruno Fernandes.

– Uden Bruno ville I ikke være i top seks. Ingen Bruno, ingen fest, og det er tydeligt i aften, lød det fra Cundy.

Mod Crystal Palace havde Manchester United særligt i anden halvleg store problemer med at spille sig frem til chancer, og Fernandes formåede heller ikke at ramme sin bedste dag.

– I er så afhængige af Bruno, og når han spiller dårligt, gør hele holdet det. Spillede Bruno godt i aften? Nej, så Manchester United spillede ikke godt.

– Kig på statistikkerne. Når Bruno ikke scorer eller laver assists, er Manchester United helt igennem gennemsnitlige. Nogle andre må byde sig til. Se på Brunos kropssprog – de er så afhængige af ham.

I alt er det blevet til 22 mål og 13 assists fra den portugisiske midtbanespiller i denne sæson, hvor han er klubbens topscorer i Premier League.

Annonce