Bruce: Spurs havde fået Grealish - hvis de havde været hurtigere
Spurs fik ikke hentet én eneste spiller i sommerens transfervindue, selvom det længe så ud til, at klubben ville ende med at købe Jack Grealish fra Aston Villa.
Spørger man Steve Bruce, Aston Villa-træneren, er han også sikker på, at Grealish havde været Spurs-spiller i dag, hvis ikke Daniel Levy og Tottenham-ledelsen havde trillet tommelfingre og håbet på en lukrativ aftale for længe.
Spurs håbede, de kunne få Grealish til billige penge, fordi Aston Villa var i finansielle problemer, da transfervinduet startede. Heldigvis for Championship-klubben – og uheldigvis for Tottenham – reddede hjælp fra en egyptisk milliardær Aston Villa fra økonomisk ruin.
Var det ikke sket, var Grealish blevet solgt, mener Steve Bruce.
– Det er fair at sige, at vi var i så dårlig en finansiel situation, at hvis Tottenham havde gjort deres arbejde tidligt, ville Grealish i dag være Tottenham-spiller, siger Bruce til Talksport.
– Inden vi blev opkøbt, var samtlige alle spillere til salg – så problematisk var situationen.
Nu tyder det i stedet på, at Grealish underskriver en ny og forbedret kontrakt med Aston Villa, så skulle Spurs komme tilbage med fornyet interesse i den 22-årige midtbanespiller næste sommer, kommer han til at koste dem markant mere, end han havde gjort tidligere på sommeren.