BREAKING: Markante skikkelser forlader Newcastle
Newcastles medejere Amanda Staveley og Mehrdad Ghourdoussi forlader klubben efter tre år på St’ James Park.
Det skriver flere medier, herunder The Athletic.
51-årige Staveley spillede en nøglerolle, da saudiske Public Investment Fund i efteråret 2021 overtog 80 procent af aktierne hos The Magpies.
Dermed sluttede 14 års ejerskab for ofte udskældte Mike Ashley.
Som en del af handlen, rekvirerede Staveley 10 procent af aktierne, mens Reuben-familien tog de sidste 10 procent.
Siden er Staveleys beholdning faldet til seks procent.
Efter mange år uden større investeringer, brugte Newcastle 812 millioner kroner i det første transfervindue under de nye ejere i januar 2022, hvor man blandt andre hentede Kieran Trippier og Bruno Guimarães.
Siden har man blandt andet smadret klubbens egen transferrekord, ved at hente Alexander Isak i Real Sociedad for omtrent 530 millioner kroner.
I den første hele sæson under de nye ejere formåede Newcastle at ende som nummer fire i Premier League, hvilket sikrede kvalifikation til Champions League for første gang siden 2003. Derudover nåede man også frem til finalen i Carabao Cuppen, hvor Manchester United dog endte med at triumfere.
I den forgangne sæson sluttede man på en syvendeplads i Premier League og missede dermed akkurat europæisk kvalifikation.
Der er i øjeblikket ikke nogen melding om, hvem der overtager de to medejeres andele.
Læs flere nyheder om Newcastle her.