Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Benspænd for Newcastle: Enke til myrdet journalist tager kontakt til Premier League

Af Morten Bruun Jørgensen
20.05.2020 Kl. 17:57
Jamal Khashoggis enke vil forsøge at forpurre, at Newcastle bliver købt af en saudiarabisk investeringsfond.

Det vakte stor opsigt, da Jamal Khashoggi blev myrdet, og selvom den sag ikke har noget direkte med Premier League at gøre, kan det nu pludselig vise sig at blive et problem for Newcastle.

For ifølge the Telegraph har den myrdede journalists enke nu bedt om et møde med Premier Leagues administrerende direktør for at forhindre, at den saudiarabiske investeringsfond med landets kronprins Mohammed bin Salman i spidsen kan få lov til at overtage Newcastle.

Allerede i sidste måned sagde Hatice Cengiz sin mening om den mulige overtagelse af Premier League-klubben. Og hun sagde blandt andet, at det vil ødelægge omdømmet af verdens rigeste liga og Storbritannien som helhed.

Nu lader det altså til, at hun ved at komme direkte i kontakt med Premier Leagues administrerende direktør, Richard Masters, vil forsøge at forpurre den nærtstående handel mellem Mike Ashley og den saudiarabiske investeringsfond.

Jamal Khashoggi blev mydet på Saudi Arabiens konsulat i Istanbul i 2018 – og Mohamed bin Salman tog i september 2019 ansvaret for drabet, om end han dog nægter at have beordret det. 

 

Annonce