Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Barcelona udnyttede Manchester United i Mina-handel

Af Kristoffer Krogh Kiesbye
16.08.2018 Kl. 09:08
Meget tyder på, at Manchester United aldrig var efter Yerry Mina, men Barcelona brugte rygterne til at presse Everton.

Evertons nyudnævnte fodbolddirektær, Marcel Brands, har løftet sløret for, hvordan The Toffees forhandlinger med Barcelona om Yerry Mina forløb.

I sidste ende endte transfersagaen lykkeligt, da Everton fik spilleren, som klubben drømte om, men Barcelona var bestemt ikke nemme at forhandle med – og den catalanske storklub brugte muligvis Manchester United til at forsøge at presse prisen i vejret.

– Vi bød på Yerry Mina, men Barcelona bad om en helt anden pris, som vi aldrig ville have betalt. Så sagde de; Okay, vi venter til slutningen af transfervinduet, fortæller Marcel Brands til The Guardian.

– Vi ændrede aldrig vores tilbud. Det var risikabelt, fordi alle skrev, at Manchester United var interesseret i Mina, hvilket Barcelona brugte, agenterne brugte det, alle brugte det.

Brands er dog usikker på, om Manchester United nogensinde udviste interesse i Yerry Mina, eller om det var opspind – enten fra medierne, en agent eller Barcelona.

– Jeg ved ikke præcis, om Manchester United var efter ham, men spilleren sagde konstant til mig, at han ville til Everton. Det var godt for os, men man ved aldrig, hvis Manchester United kommer ind og tilbyder ham £150.000 ekstra om ugen, siger Brands.

– Barcelona udnyttede situationen med Manchester United. De fortalte mig, at United ville byde.  Jeg ved ikke, om de nogensinde bød, så vi tog en risiko, men weekenden før det engelske transfervindue lukkede, var jeg sikker på, at Mina ville blive vores spiller. 

Annonce