Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Barca-stjerne kostede en krig: Nu kan han skifte gratis til Premier League

Af Emil Plovgaard
23.10.2021 Kl. 14:37
1 milliard kroner ud af vinduet. Det kan vise sig at blive en realitet for FC Barcelona.
Premier League kan med stor sandsynlighed blive Ousmane Dembélés næste destination. Det erfarer 90Min.
 
Ifølge mediet har spillerens agenter gjort Barcelonas ledelse opmærksom på de mange valg, Dembélé kan foretage sig.
 
24-årige Dembélé blev købt dyrt ind i 2017 som en erstatning for Neymar, der skiftede til Paris Saint-Germain.
 
Helt præcist blev der givet 135 millioner pund – i omegnen af en milliard kroner – for franskmanden, der altså til sommer kan forlade klubben kvit og frit.
 
Spillerens krav om en lønforhøjelse kan sandsynligvis ikke blive indfriet, for det er udenfor klubbens økonomiske formåen, og det stiller FC Barcelona i et ubarmhjertigt dilemma.
 
Situationen er naturligvis det rene guf for en stor række af klubber rundt om i Europa, der slikker sig rundt om munden bare ved tanken.
 
Ifølge 90Min har Liverpool og Paris Saint-Germain længe beundret Dembélés evner på en fodboldbane, mens de to tyske giganter i form af FC Bayern München og Borussia Dortmund også jævnligt holder sig opdateret på spillerens situation.
 
Desuden viser Manchester City, Tottenham og Newcastle også interesse.
 
Dembélé har endnu ikke spillet en kamp for FC Barcelona i den indeværende sæson. I det hele taget har han døjet med en masse skader, siden han skiftede til Catalonien for fire år siden. 
 
De mange ophold på lazarettet har selvsagt også haft betydning for, at han kun i få øjeblikke har vist sit topniveau, der jævnligt kunne opleves, mens han var på kontrakt hos Borussia Dortmund.
Annonce