Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Bale er fast besluttet: Superstjernen er klar til at forlade Real Madrid til januar

Af Kristoffer Krogh Kiesbye
09.10.2019 Kl. 08:08
Den walisiske superstjerne har angiveligt besluttet sig for at forlade Real Madrid i vintertransfervinduet.

Gareth Bale er åben for muligheden for at forlade Real Madrid i vintertransfervinduet, selvom han atter får spilletid i Real Madrid.  Det skriver velansete The Times denne onsdag.

Den walisiske stjerne var tæt på at forlade Santiago Bernabeu til fordel for kinesiske Jiangsu Suning, som havde tilbudt ham en kontrakt af astronomisk karakter.

Men bedst som handlen lignede en realitet, faldt den pladask til jorden, selvom Zinedine Zidane brugte store dele af sommeren på at udtale, at Bale burde finde sig en ny klub.

Spillemæssige problemer har dog tvunget den franske Real Madrid-træner til at bruge waliseren, men forholdet mellem de to store egoer skulle fortsat være tæt på at krakelere.

Trods spilletid i syv kampe denne sæson skulle Bale dog have besluttet sig for, at han ikke ønsker at være en del af Real Madrid-cirkusset længere.

Det store problem er – og var også denne sommer –  hans store løn. Bale tjener £350.000 efter skat hver uge, og det er ganske få klubber i verden, som har råd til at betale det salær.

En klub som Manchester United kunne uden tvivl og ville have været klar til at smide pengene efter waliseren for få sæsoner siden, men med klubbens nyfundne vision om at satse på ungdommen, er det ikke sikkert, at Old Trafford fortsat er en mulighed.

 

Annonce