Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Avis: PL-duo kæmper med Real Madrid om Championship-talent

Af Emil Eire Frerk Olsen
14.09.2021 Kl. 14:24
Både Leeds og West Ham er oppe imod store magter i kampen om Fulhams 19-årige offensiv-spiller Fabio Carvalho.

I Championship-aktuelle Fulham løber en 19-årig offensiv midtbanespiller ved navn Fabio Carvalho rundt og tiltrækker stor opmærksomhed.

Engelsk-portugiseren har indledt den indeværende sæson med lyn og torden, hvilket ifølge avisen Daily Mail har tiltrukket interesse fra Premier League-duoen Leeds og West Ham.

Ikke nok med, at Carvalho har bidt sig fast i Fulhams startopstilling i en ung alder, så har han også allerede kontraktudløb til næste sommer, hvilket har gjort ham interessant at prøve af for endnu større klubber.

Daily Mail tilføjer således, at også Real Madrid er imponerede af teenageren, som man skulle være tilbøjelige til at tilbyde en kontrakt, hvis han fortsætter sin udvikling i løbet af sæsonen.

Carvalho fik sin debut i den forgangene sæson, hvor Fulham spillede i Premier League, og her blev det til i alt fire optrædener med en debutscoring til følge.

I denne sæson er han startet ud med tre scoringer og én assist i fem startere i The Championship.

Fabio Carvalho har portugisiske rødder, men er opdraget i England, hvor han har været i Fulham, siden han var 12 år gammel.

Annonce