Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Avis: Flere anklager mod voldtægtssigtet Premier League-stjerne

Af Emil Plovgaard
05.07.2022 Kl. 14:57
En Premier League-stjerne blev mandag anholdt. Nu udvikler sagen sig.

Mandag kom det frem, at en Premier League-stjerne var blevet anholdt i det nordlige London, mistænkt for voldtægt.

Nu kan The Telegraph berette, at der er flere anklager mod den i øjeblikket sigtede Premier League-stjerne, hvis identitet endnu er ukendt for offentligheden.

Således har han også begået voldtægt mod en helt anden kvinde end hende, som den oprindelige sigtelse vedrører.

I alt har Premier League-stjernen tilbragt omkring 30 timer i forhør, hvor han er mistænkt for i alt tre overfald.

De juridiske årsager hindrer, at avisen kan oplyse navnet, men der skulle efter sigende være tale om en spiller på 29 år.

Avisen kunne dog mandag fortælle, at der er tale om en udenlandsk spiller, der, efter planen, med sin nation skal deltage i VM-slutrunden i Qatar i slutningen af året.

– En beskyldning om voldtægt af en kvinde i 20'erne blev rapporteret til politiet den 4. juli. Den påståede voldtægt skulle være sket i juni 2022, lød det mandag i en meddelelsel fra Metropolitan Police.

Det er ikke første gang i nyere tid, at en Premier League-stjerne bliver anklaget for voldtægt. Sidste år blev Benjamin Mendy anholdt for den samme sigtelse, mens det tidligere på året også skete for Mason Greenwood.

Annonce