Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Arsenal har ikke råd til at købe nye spillere i januar

Af Morten Bruun Jørgensen
10.01.2019 Kl. 14:43
Arsenal vil gerne forstærke sig i dette transfervindue, men klubben er henvist til kun at kunne leje spillere.

Unai Emery har ikke lagt skjul på, at han meget gerne vil hente en eller to nye spillere til Arsenal i dette transfervindue, men det kan dog vise sig at blive ganske problematisk. Der er simpelthen ikke råd.

I løbet af de seneste tre transfervinduer har Arsenal brugt rigtige mange penge på nye spillere i form af blandt andre Alexandre Lacazette, Lucas Torreira og klubbens dyreste indkøb nogensinde, Pierre-Emerick Aubameyang. Samtidig har klubben ikke solgt spillere for bare et tilnærmelsesvis tilsvarende beløb, og det rammer nu hårdt.

Der er ikke penge til at købe nye spillere i denne måned, og i stedet må Unai Emery håbe på, at klubben kan få hentet en spiller eller to på en lejeaftale.

– Vi kan ikke hente nogen permanent. Vi kan kun leje spillere. Kun lejespillere, fortæller den spanske manager til London Evening Standard.

En af de spillere, som Arsenal gerne vil have fingrene i, er Denis Suarez, men handlen er blevet kompliceret, idet Barcelona kræver et beløb på 165 millioner kroner for at sælge, mens Arsenal kun er i stand til at leje ham.

– Jeg ved ikke, hvordan hans situation er nu. Vi kan først købe spillere senere. Jeg ved, at klubben arbejder på at finde spillere, som kan hjælpe os med store præstationer, som vi har brug for nu, lyder reaktionen fra Arsenal-manageren.

Annonce