Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Analyse af Liverpools stærkeste midtbane: Hvem har været bedst hidtil?

Af Kristoffer Krogh Kiesbye
11.11.2018 Kl. 21:41
Planet Football er dykket ned i statistikken for at se, på hvilke punkter de syv forskellige Liverpool-midtbanespillere gør sig positivt og negativt bemærket på.

Liverpools midtbane blev sat under luppen efter choknederlaget til Røde Stjerne Beograd sidste uge, for trods de mange nye forstærkninger centralt på banen ser det fortsat ikke ud til, at Klopp har fundet sine tre faste startere på midtbanen.

I den forbindelse har Planet Football taget et kig på statistikken for at se, hvem af The Reds' syv midtbanespillere som skiller sig positivt ud.

Det er værd at bemærke, at opgørelsen er foretaget før søndagens sejr over Fulham, så statistikken kan have ændret sig en smule, selvom antallet af mål, tacklinger og afleveringer fra denne sæsons 11 første Premier League-runder burde danne et nogenlunde retvisende billede.

Mål og assists:

Af de syv midtbanespillere som Jürgen Klopp har gjort brug af denne sæson, har kun bidraget med et mål eller en assist i Premier League.

Milner har scoret to mål og haft næstsidste fod på yderligere to, mens Shaqiri på væsentligt mindre spilletid også har fundet netmaskerne to gange og støbt en sukkerbold til sine medspillere to gange.

Wijnaldum har i mellemtiden også scoret én gang, mens Henderson, Fabinho, Keita og Lallana fortsat ikke er stemplet ind med hverken mål eller assists.

Chanceskabelse og afleveringer:

Selvom en spiller som Lallana måske endnu ikke står noteret for nogle assists, så kan man ikke bedømme hans kreativitet udelukkende på baggrund af den statistik.

Chancer kan brændes, og det er ikke altid spilleren med næstsidste fod på bolden, som er skyld i det. Således skaber netop Lallana blandt andet 1,7 chancer per kamp – tredjeflest af nogle af Liverpool-midtbanespillerne.

Shaqiri topper listen, da den kompakte winger skærer modstanderholdens forsvar op som en schweizerkniv 2,4 gange per kamp spillet. På andenpladsen har vi veteranen Milner, mens Fabinho noget overraskende befinder sig på fjerdepladsen med 0,9 chancer per kamp – foran Henderson (0,6), Keita (0,6) og Wijnaldum (0,5)

Til gengæld er det de mindst kreative spillere, som har den største pasningssucces. Det kan næppe komme som nogen overraskelse, da spillere som Henderson tager færre chancer i pasningsspillet end eksempelvis Shaqiri.

Således er Wijnaldum den mest sikre Liverpool-spiller rent afleveringsmæssigt, da 91,9 % af hollænderens afleveringer når frem til modtageren. På andenpladsen kommer Henderson med (89,4%) og Keita (87,4%) ikke langt efter.

Værst af alle er Fabinho, hvis succesrate på sine afleveringer ligger på blot 83,2 %.

Driblinger:

Med Alex Oxlade-Chamberlain ude hele sæsonen er én af Jürgen Klopp store udfordringer at skabe noget drive og dynamik centralt på banen, hvor spillere som Milner, Henderson og Wijnaldum er mere kendte for at løbe meget.

Milner forsøger sig næsten ikke at sætte sin direkte modstander, selvom han har en fortid som kantspiller. 0,3 driblinger laver han per kamp, mens Henderson, Wijnaldum, Fabinho og Shaqiri kun laver 0,4.

Keita er en forbedring, da han i snit laver én succesfuld dribling per kamp, mens Lallana er den mest driblestærke af hele bundtet med 1,4 driblinger per kamp.

Faktisk er Lallana og Fabinho de to eneste Liverpool-spillere, som har haft held med alle deres driblinger hidtil denne sæson, mens en spiller som Shaqiri mister bolden fire ud af fem gange, når han forsøger sig.

Forsvar:

Klopps højintensie spillestil kræver, at hans midtbanespillere knokler både offensivt og defensivt. I sidstnævnte kategori har Fabinho i sine få Premier League-kampe i snit lavet 3,1 tacklinger per kamp, mens Lallana (2,7), Milner (2,6), Keita (2,5) og Henderson (2,4) følger trop.

Så er der ikke overraskende et stort spring til Shaqiri, som blot laver 1,2 tacklinger i snit per kamp, mens Wijnaldum er tackler-listens sorteper med 1,1 tackling per kamp.

Men forsvar er mere end tacklinger. Desværre er både Wijnaldum og Shaqiri også værst, når det handler om interceptions, mens Milner, Lallana og Fabinho kommer i vejen for flest afleveringer fra modstanderholdet.

 

Annonce