Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Amok på Anfield: Drømmehug sikrer Liverpool stor skalp i mesterskabskampen

Af Kristoffer Krogh Kiesbye
14.04.2019 Kl. 17:21
Liverpool er tilbage på toppen af tabellen efter en 2-0 sejr over Chelsea på Anfield.

The Reds kom et stort skridt nærmere drømmen om at slutte titeltørken, da Liverpool overvandt en af sæsonens sidste store udfordringer, Chelsea, 2-0 på mål af Sadio Mané og Mohamed Salah.

The Blues-spillerne havde på forhånd udtalt, at de håbede på at kunne gentage successen –  eller tragedien –  fra 2014 og punktere Liverpools titeldrømme, men Maurizio Sarris mandskab indledte kampen defensivt og satsede på omstillingerne.

Alligevel var det Liverpool, der stemplede først ind efter fem minutters spil, da Mohamed Salah flugtede et indlæg direkte i handskerne på Kepa.

Men selvom Liverpool knoklede og løb, som blev de jagtet af en flok bidske hunde, lykkedes det Chelsea at stabilisere undervejs i halvlegen.  Chancerne var få og fattige, men kampen virkede vidtåben, da holdene gik til halvleg.

Noget må Jürgen Klopp have sagt i omklædningsrummet, eller også havde nogen proppet noget i Liverpools drikkedunke.

The Reds var nemlig som forvandlede ved kickoff, og Chelsea måtte indfinde sig med gradvist at blive presset længere og længere tilbage.

Og det er som regel da, det bliver farligt, og i dag var ingen undtagelse. Jordan Henderson opsnappede en bold i feltet, tonsede mod baglinjen og leverede en flot bold til en fri Sadio Mané ved bagstolpen.

Senegaleseren svigtede ikke, og så kunne Anfield gå amok.  Tilskuerne på Anfield nåede dog knap at få armene ned, inden Mohamed Salah viste sin magi.

Fra en forholdsvis ufarlig position satte The Egyptian King sin direkte modstander og kanonerede kuglen over i det lange hjørne fra en noget nær umulig vinkel, og så var der fodboldfest på Anfield.

Liverpool så i de efterfølgende minutter urørlige ud,  men så vågnede Chelsea op til dåd.  Eden Hazard blev skænket to enorme chancer på under to minutter,  men ganske uvant svigtede belgieren, da det virkeligt gjaldt.

Og så gik luften lidt af ballonen. Chelsea lignede ikke et hold, der havde energien til at bringe resultatet i balance, mens Liverpool fortsatte med at presse på –  dog med noget mindre intensitet i det offensive spil.

Med sejren generobrer Liverpool atter førstepladsen og sit forspring på to point ned til Manchester City, som fortsat har spillet en kamp mindre.

Chelsea bibeholder sin fjerdeplads, men har i øjeblikket spillet henholdvis en og to kampe mere end forfølgerne fra Manchester United og Arsenal, som er i aktion mandag aften. 

Annonce