Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Ambitiøse Benitez drømmer om at vinde Champions League igen

Af Pelle Rigtrup
20.04.2019 Kl. 06:16
Newcastle-manageren håber, at han igen kan løfte Champions League-trofæet, inden han går på pension.

Tilbage i 2005 kunne Rafael Benitez og Liverpool juble over at have vundet Champions League. Siden da er der gået 14 år, men selvom spanieren efterfølgende har stået i spidsen for store klubber som Real Madrid, Chelsea og Inter, er triumfen i 2005 fortsat hans eneste i turneringen. 

Benitez står nu i spidsen for Newcastle, men selvom the Magpies næppe bliver en del af det fine selskab inden for en overskuelig fremtid, drømmer den spanske manager stadigvæk om at vinde trofæet med de store ører igen: 

– Jeg vil gerne kæmpe med om trofæer. Det bedste trofæ er Champions League, så jeg håber på at få muligheden for igen at vinde det inden for de næste 11 år, udtaler han ifølge BBC. 

Med 59 år på bagen er Benitez en af de mest erfarne managers i Premier League, men spanieren vil fortsætte i mange år endnu: 

– Jeg satser på at fortsætte de næste 11 år. Du kan se, at Roy Hodgson stadigvæk er med i gamet. 

Trods en svær sæson skal der gå meget galt, hvis ikke Newcastle skal overleve i Premier League i denne sæson. Med fire kampe tilbage har the Magpies således syv point ned til Cardiff under nedrykningsstregen. 

Annonce