Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Alternativ til Verdens Bedste Hold: Sådan skulle FIFA XI (måske) have set ud

Af Kristoffer Krogh Kiesbye
24.09.2019 Kl. 10:59
Vi har forsøgt at komme med et alternativt bud på, hvordan FIFAs World XI også kunne have set ud.

FIFA udnævnte mandag aften sin FIFPRO XI –  de 11 bedste spillere i verden og verdens bedste hold. 

Vi synes bare ikke, at alle 11 stjerner har fortjent en plads, så i stedet har vi forsøgt at bikse et alternativ sammen.

Dermed ikke sagt, at en spiller som Van Dijk ikke havde fortjent at blive inkluderet, men vi har valgt at skifte alle ud med en anden spiller, som også havde en stærk sidste sæson og havde en stor chance for at få en plads på verdens bedste hold.

Målmand: Marc-Andre Ter Stegen – i stedet  for Alisson

Alisson havde en stor sæson og vandt med rette prisen for Årets Målmand, men Marc-Andre Ter Stegen var ikke langt efter – og man forstår godt, hvorfor han fisker efter en startplads på det tyske landshold i stedet for Manuel Neuer.

Han holdt et clean sheet i 23 ud af 43 kampe og lukkede i snit kun et halvt mål ind per kamp.

Højreback: Trent Alexander-Arnold – i stedet for Sergio Ramos

Vi forstår ikke, hvordan Sergio Ramos kunne blive inkluderet på dette års Årets Hold, når nu Real Madrid havde en rædselsfuld sæson sidste år.

Og det giver endnu mindre mening, når en spiller som Trent Alexander-Arnold bliver forbigået.

Den unge Liverpool-spiller havde en fod på 16 assists over alle turneringer sidste sæson og lagde blandt andet den sukkerbold, som sikrede Liverpool comebacket mod Barcelona.

Midterforsvarer: Aymeric Laporte – I stedet for Matthijs de Ligt

Det virker lidt som om, at FIFA og UEFA har det stramt med Manchester City, for klubbens spillere bliver ofte overset til de store prisuddelinger.

Holdet vandt den engelske treble sidste sæson og var tæt på at nå semfinalen i Champions League, og Aymeric Laporte var forsvarsgeneralen, som stod bag.

Efter Van Dijk får du ikke et meget bedre defensivt anker end franskmanden.

Midterforsvarer: Kalidou Koulibaly – I stedet for Virgil Van Dijk

Van Dijk er selvfølgelig inkluderet, men selvom Kalidou Koulibaly ikke kan bryste sig af at have vundet Champions League sidste sæson, så er han måske den forsvarer, der kommer tættest på Liverpool-stjernen i kvalitet.

Han er en klippe i defensiven, hvilket han også viste sidste uge mod netop Liverpool i Champions League, og du finder ikke meget bedre forsvarere end ham.

Venstreback: Andrew Robertson – I stedet for Marcelo

Det er en mindre skandale, at Marcelo er inkluderet, da han tilbragte store dele af sidste sæson med at være enten overvægtig eller skadet.

I mellemtiden tonsede Robertson venstreflanken tynd og leverede hele 13 assists, så selvfølgelig havde han fortjent en plads på FIFPRO 11 i stedet. 

Defensiv midtbanespiller: N'Golo Kante – I stedet for Frenkie de Jong

Hollænderen fortjener sin plads på holdet, da han vandt adskillige nationale titler og spillede en vigtig rolle i Ajaxs flotte Champions League-kampagne.

N'Golo Kante kan ikke vise nogle titler frem, men han er fortsat verdens vel nok bedste defensive midtbanespiller, og som han også viste mod Liverpool denne weekend, så er han også begyndt at score mål.

Central midtbanespiller: Bernardo Silva – I stedet for Luka Modric

Bernardo Silva var blandt de bedste spillere i hele verden sidste sæson. Basta.

Han vandt den engelske treble samt Community Shield, og han lavede 13 assists og 14 mål for Manchester City i alle turneringer.  Han var i øvrigt også med til at vinde Nations League-finalen med Portugal, så det er lidt en joke, at han ikke er med.

Offensiv midtbanespiller: Dusan Tadic – I stedet for Lionel Messi

Da Tadic forlod Southamton, var der nok ikke mange, der havde set, at han næsten ville føre Ajax til en Champions League-triumf.

Men han scorede seks mål og lavede fem assists i Mestrenes Turnering. Læg dertil, at han lavede 38 mål og 24 assists i alle turneringer for Ajax sidste sæson.

Det er altså ret vildt.

Højre forward: Mohamed Salah – I stedet for Kylian Mbappé

Mbappé vandt det franske mesterskab, men Mohamed Salah vandt Champions League og kæmpede til det sidste om det engelske mesterskab – som altså er noget sværere at vinde end Ligue 1.

Det franske stortalent lavede masser mål, men Salah er heller ikke ligefrem uden målnæse og lavede 27 af slagsen, hvilket han supplerede med 13 assists også.

Venstre forward: Sadio Mané – I stedet for Eden Hazard

Eden Hazard startede sidste sæson som lyn og torden, og selvom han tabte momemtum løbende, så havde han en fin afslutningssæson for The Blues, hvor han vandt Europa League.

Men Sadio Mané havde sit livs bedste sæson med 26 mål fordelt på alle turneringer –  22 af dem i Premier League, hvorfor han blev delt topscorer. 

Han vandt så også Champions League og spillede Senegal i finalen til Africa Cup of Nations, så det er nemt at argumentere for, at han fortjener en plads på holdet frem for belgieren.

Spidsangriber:  Raheem Sterling – I stedet for Cristiano Ronaldo

Flere kommentatorer begynder at snakke om, at Raheem Sterling kan blive fremtidig Ballon d'Or-vinder, og Real Madrid er angiveligt begyndt at lure på den engelske winger.

Det er ikke uden grund, for Sterling havde endnu en flot sæson, hvor han vandt alt, der var at vinde i England med Manchester City.

Han er også blevet profil for det engelske landshold, og med 25 mål og 18 assists til sit navn sidste sæson ville det ikke have været helt urimeligt at inkludere ham.

Han matcher Cristiano Ronaldo i titler, og statsmæssigt trækker den portugisiske verdensstjerne heller ikke fra med 28 mål og 10 assists i alle turneringer.

 

 

Annonce