Ærlig Damsgaard: Tager stadig medicin
I 2021 blev Mikkel Damsgaard alvorligt syg med leddegigt, hvilket kostede ham næsten seks måneders pause.
En infektion havde ramt danskerens knæ, som hævede voldsomt. Damsgaard røg på hospitalet, og først i april 2022 gjorde han comeback for sin italienske klub Sampdoria.
11 kampe nåede midtbanemanden at spille, før han den følgende sommer røg til Brentford, hvor karrieren langsomt er kommet tilbage på rette spor. Men medicinen tager han, efter en pause, stadig.
– Leddegigten kan komme og gå, og man risikerer ikke noget ved det. Jeg stoppede på et tidspunkt sidste år, og der hævede mit knæ lidt op.
– Vi er ikke sikre på, at det har noget med det at gøre, men jeg kører bare på medicinen nu for at fjerne risikoen for, at der kan ske noget, siger han ifølge Bold.
Opholdet i Brentford har dog ikke været uden problemer for Damsgaard. I september 2023 måtte han have foretaget et mindre indgreb i knæet, og først i december var han tilbage. Det betød, at han kun fik 23 Premier League-kampe i 2023/2024.
Efter sommerpausen har den nu 24-årige imidlertid ramt sit bedste niveau siden før infektionen. Fire oplæg er det hidtil blevet til i ligaen.
Læs også: Dansker hyldes efter kasse