Abu Dhabi United Group: Bagom det revolutionerende ejerskab - 2. afsnit

For at kunne forstå hvad en del af formålet med og arbejdet omkring Abu Dhabi United Group drejer sig om, er det indledningsvist nødvendigt at have en smule baggrundsviden om forholdet mellem De Forenede Arabiske Emirater (UAE) og Qatar. Sidstnævnte er generelt tolerante over for grupper som Det Muslimske Broderskab, og deres store nyhedsmedie, Al Jazeera, var positivt stemt over for disse under Det Arabiske Forår, som begyndte i 2010. Omvendt foragter man disse grupper i De Forenede Arabiske Emirater, og enhver, som sympatiserer med dem, kan risikere at blive arresteret, tortureret og sat i fængsel. Konflikten er naturligvis langt mere kompliceret end, hvad der beskrives her, men overordnet set er den vigtigste pointe, at landene har et forhold, som er karakteriseret ved jalousi, smålighed og hævngærrighed.

 

I løbet af de senere år har man set adskillige eksempler på det – også i fodboldverden. Over for The Intercept fremlagde en gruppe af hackere kaldet "Global Leaks" – som regnes for at arbejde for Qatar – i november 2017 beviser på, hvad de kaldte for UAE's planer om at "kæmpe en finansiel krig" mod Qatar og tvinge dem til at dele ejerskabet for Verdensmesterskabet i 2022.

 

Idéen var, at UAE ville forsøge at devaluere Qatars valuta, hvorfor landet ikke ville være i stand til at betale de formodede $200 millioner, som konstruktionsprojekterne forud for VM ville kræve. I en e-mail fra UAE's ambassadør i USA fandt hackerne blandt andet en powerpoint, hvor et slide havde overskriften: "FIRE UP THE MACHINE TO REMIND PEOPLE THERE IS A PROBLEM WITH QATAR."

 

Hvad The Intercept til gengæld ikke havde megen fokus på var, at powerpointen også afslørede, at man havde planer om at ansøge FIFA om, at værtsskabet til slutrunden skulle udvides til Golf-regionen som helhed. Få måneder senere, i april 2018, fremlagde præsidenten i FIFA, Gianni Infantino, et forslag om at udvide VM til 48 hold, hvilket altså ville kræve, at visse kampe skulle spilles andre steder i regionen. "Tilfældigvis har Infantino været utrolig aktiv i regionen på det sidste," skrev BBC's Richard Conway om situationen og refererede til "møder med lederne af De Forenede Arabiske Emirater og Saudi-Arabien."

 

Artiklen her kommer dog i højere grad til at beskæftige sig med et andet, men i virkeligheden måske endnu større, problem, som kan spores helt tilbage til 1970'erne, hvor mændene bag Manchester City, Al-Nahyan-familien, byggede et palads i Rahimyar Khan-regionen af Pakistan. Paladsets besøgende kom især for at opleve kamelvæddeløb, hvor det ikke gik nogens næse forbi, at de unge jockeys, som deltog i løbene, havde en betydelig fordel i forhold til deres ældre modstandere, fordi man ikke er i stand til at fordele rytterens vægt på samme måde, som det eksempelvis er tilfældet med heste.

 

Ifølge Save The Children var det også omkring denne tid, at forældre af børn fra Rahimyar Khan-regionen begyndte at tillade deres børn at tage til Golf-regionen, og efterhånden som sporten voksede, voksede efterspørgslen på jockeys også. Børn fra Bangladesh, Indien, Sudan og Mauretanien var også ofre for menneskehandel, men Pakistan var hovedleverandøren, og UAE var oftest destinationen.

 

Save The Children estimerer, at alene fra Rahimyar Khan-regionen var 15.000 børn, som var ofre for menneskehandel mellem 1970 og 2005, ligesom en undersøgelse fra Anti-Slavery International viste, at menneskehandlerne lovede fattige familier, at deres børn ville få et godt lønnet job – og når forældrene ikke kunne overtales, gik man i stedet til metoder som kidnapning.

 

Sporten nåede undervejs et punkt, hvor den blev så professionel, at Al-Nahyan-familien oprettede et research center, hvor man blandt andet blev bedre til at indrette sig efter kamelens pukler. Sheikerne var dog fortsat nødt til at benytte de letteste jockeys for at være konkurrencedygtige, hvorfor de måtte bruge andres unge børn i løbene, men man havde samtidig brug for, at prestigen, som fulgte med ved at vinde, ville vokse. Det betød blandt andet, at flere af væddeløbene begyndte at blive sendt på lokalt fjernsyn, og en optagelse fra 2002 viser, hvordan Manchester Citys nominelle ejer, Sheikh Mansour, tager plads på tilskuerrækkerne (Nicholas McGeehan).

 

Ovenstående gjorde til gengæld også, at problemerne omkring kamelvæddeløbene blev tydligere for organisationer som Save The Children, UNICEF og Anti-Slavery International, og børn har siden fortalt sidstnævnte, at de blev underfodret for at holde deres vægt nede, at de blev tvunget til at arbejde i mange timer med en minimal løn eller helt uden betaling, og at de blev slået.

 

UNICEF rapporterede, at nogle børn også blev seksuelt udnyttet, mens Save The Children kom med beskrivelser af børn, som blev stukket af skorpioner, mens de forsøgte at sove, og børn, som blev bidt i hovedet af kameler, mens de poserede til billeder sammen med de rige sheiker. 

 

En rapport fra UN Working Group on Contemporary Forms of Slavery i 2001 indeholdt detaljer om en syvårig dreng fra Bangladesh, der døde som følge af nyreskader, som han pådrog sig under et væddeløb i Dubai. En anden artikel fra Clinical Journal of Sports Medicine afslørede oveni, at ud af de 275 børn mellem 5 og 15 år, der var endt på hospitalet på grund af skader, de havde pådraget sig i forbindelse med kamelvæddeløb mellem 1992 og 2003, havde næsten en fjerdedel af dem kranie- og hjerneskader.

 

I september 2006 lagde det amerikanske advokatfirma, Motley Rice, sag an mod emiren af Dubai, Sheikh Mohammed bin Rashid Al-Maktoum, som Mohammed bin Zayed har et specielt bånd til (The Telegraph), og beskyldte ham for børneslaveri. Firmaet havde masser af beviser til at understøtte deres beskyldninger, men UAE reagerede ved at sætte gang i deres PR-maskine.

 

Landet gik til Mark Saylor, som tidligere har arbejdet på Los Angeles Times. Saylor døde i 2013, men på hans hjemmeside stod beskrevet, hvordan han havde arbejdet for regeringen i UAE: "Når der blev indledt retssag med påstande om forbrydelser mod menneskerettighederne fra andre regeringers ledere, vendte Saylor Company en potentiel katastrofe til at være en fordel for de offentlige relationer. Vores arbejde resulterede i en international mediedækning af landet, som fokuserede på de positive resultater og regeringens lederskab i forbindelse med at tackle et svært problem omhandlende menneskerrettigheder."

 

Strategien for at undslippe anklagerne var todelt. Først og fremmest hyrede landet UNICEF til at hjemsende børnene og fik organisationens velsignelse til at benytte sig af et kompensationsskema: $1000 til dem, der kunne bevise, at de havde været kameljockey, og maksimalt $5000 til familier eller børn, som havde oplevet dødsfald eller var blevet permanent handicappet. 

 

Oversat kan man sige, at de, som var ansvarlige for slaveriet, snød UNICEF til at tro, at de i stedet var redningsmændene i situationen, og UNICEF's daværende regionale direktør i Mellemøsten og Nordafrika, Dr, Omar Abdi, udtrykte i 2007 sin "oprigtige anerkendelse af de visionære ledere af UAE, som havde gjordt dette projekt til et langvarigt løfte om beskyttelse og udvikling af alle ramte børn" (Pressemeddelelse på UNICEF's hjemmeside).

 

Den anden del af strategien handlede om at presse den amerikanske regering yderligere. I et brev til den daværende statssekretær, Condoleeza Rice, beskrev UAE's udenrigsminister, Sheikh Abdullah bin Zayed Al-Nahyan, sit land som "en vigtig partner i den internationale kamp mod terrorisme." 

 

Den daværende præsident, George W. Bush, fik samme brev i november 2007, og regeringen tilbød øjeblikkeligt dens støtte i forbindelse med retssagen. Slutteligt afviste retten i Miami og Kentucky, at sagen var inden for deres embedsområde, og der var aldrig nogen, som blev fundet skyldige. Der var heller aldrig nogen børn eller forældre, som blev ordentligt kompenseret, og kun meget få medierne fandt det interessant at gå yderligere ind i detaljerne af sagen (Nicolas McGeehan).