Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Abraham sikrede første Lampard-sejr trods ny Pukki-kasse

Af Mads Bye Marboe
24.08.2019 Kl. 13:25
Teemu Pukki lavede en assist og scorede et mål, men Tammy Abraham var med to scoringer afgørende, da Chelsea lørdag besejrede Norwich med 2-3.

Frank Lampard var fortsat uden sejr som Chelsea-manager inden lørdagens møde med Norwich, som omvendt gik ind til opgøret med en frisk 3-1-sejr over Newcastle i bagagen.

Det var dog Chelsea, som fik en flyvende start på opgøret, da Cesar Azpilicueta allerede efter tre minutter kunne slå et indlæg ind til Tammy Abraham, som halvflugtede Chelsea i front.

Men Norwich svarede igen bare tre minutter senere, og for første gang i sæsonen blev scoringen ikke sat ind af Teemu Pukki. Finnen stod derimod for assisten til Todd Cantwell med et fladt indlæg, inden englænderen kunne bringe balance i regnskabet.

Scoringen slog dog ikke Frank Lampards mandskab ud, og efter bare 18 minutter faldt opgørets tredje scoring. Christian Pulisic prikkede bolden videre til Mason Mount, som med et par gode træk vristede sig fri af Norwich-defensiven og kunne sparke 1-2-scoringen ind.

Gæsterne havde danske Andreas Christensen med fra start, og han var efter 25 minutter tæt på at kunne udbygge Chelsea-føringen. Christensen var med fremme på et hjørnespark, og på et efterfølgende indlæg nåede stopperen højest. Tim Krul afværgede dog forsøget med en flot refleksredning i Norwich-buret.

Og det blev i stedet straffet i den anden af Pukki, som atter var skarp foran mål efter en halv time. Angriberen blev sendt i dybden af Emiliano Buendía, og han sparkede bolden sikkert ind til 2-2.

Værterne kunne derfor gå til pause med et fornuftigt resultat, men Chelsea satte sig tungt på opgøret fra anden halvlegs begyndelse. Efter en times spilletid fik Emerson en udmærket mulighed for at bringe The Blues i front på ny, og det samme gjorde sig gældende for Ross Barkley godt fem minutter efter. I begge tilfælde blev bolden dog grebet af Krul.

Det skulle derfor blive Tammy Abraham, som efter 69 minutter kunne bringe Chelsea på sejrskurs. En flot Chelsea-omstilling endte med, at Mateo Kovacic kunne sende den unge englænder i dybden. Abraham lagde bolden til rette for sig selv og knaldede den ind til 2-3 med en knastør afslutning.

Chelsea fik sig en forskrækkelse ikke længe efter, da Ben Godfrey vandt en hovedstødsduel med Andreas Christensen i gæsternes felt og fik headet på overliggeren, men ind over stregen kom bolden aldrig.

Frank Lampard vinder dermed sin første kamp i spidsen for Chelsea, som avancerer til rækkens tiendeplads inden de resterende kampe i tredje spillerunde.

Annonce