Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

34-årige Lichtsteiner: Jeg har en krop som en 28-årig

Af Kristoffer Krogh Kiesbye
11.09.2018 Kl. 08:40
Arsenal-backen benægter rygter om, at han skulle være klar til at lægge støvlerne på hylden.

Der gik rygter i hjemlandet Schweiz om, at Stephan Lichtsteiner ud af det blå var parat til at annoncere sin fodboldpension, fordi den 34-årige venstreback endnu ikke har haft held med at erobre startpladsen fra Hector Bellerin.

Det benægter Lichtsteiner nu selv, for den tidligere Juventus-forsvarer har ingen intentioner om at stoppe, så længe kroppen fortsat er i tiptop form.

– Jeg kunne have skiftet til fem andre klubber denne sommer og vidst, at jeg ville 47 ud af 50 kampe, men situationen i Arsenal irriterer mig ikke. Jeg ville skifte til en stor klub, hvor jeg kunne blive udfordret i en ny liga, fortæller Lichtsteiner til det schweiziske medie Sportal.

– Derfor vidste jeg fra starten i Arsenal, at jeg måtte kæmpe om pladsen som starter mod Hector Bellerin. Derfor har det heller aldrig været på tale at stoppe fodbolden.

Lichsteiner føler nemlig selv – og har umiddelbart videnskabeligt belæg for – at hans fysik stadig er egnet til fodbold på højeste plan, men hvor han føler sig overbevist om, at han sagtens kan begå sig i Premier League, har han sværere ved at vænne sig til tanken om at sidde på bænken.

– Når tiden kommer, hvor mit niveau falder, stopper jeg ikke kun på landsholdet, men stopper karrieren. Det er ikke nu, for data viser, at jeg har en krop som en 28-årig, siger Lichtsteiner til Sportal.

– Det er mærkeligt for mig at være indskifter. Tre kampe på bænken er aldrig sket for mig før, men når du har opnået meget i din karriere, har du høje forventninger til dig selv og vil spille. Men jeg ved også, at jeg nok skal få chancen for at få kampe. 

Annonce