Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

1,8 milliarder i omkostninger: Skadede spillere koster PL-klubber dyrt

Af Morten Bruun Jørgensen
13.08.2019 Kl. 14:34
Premier League-klubberne var hårdt ramte af skader sidste sæson - og det var endda rigtig dyrt.

Når man tænker tilbage på 2018/19-sæsonen, vil man nok primært huske på Liverpool og Manchester Citys tætte kamp om det engelske mesterskab. Men faktisk er der god grund til også at skænke en tanke til de skadede spillere.

For ifølge Marsh JLT Specialty, der for fjerde år har undersøgt skaderne til alle spillerne i Premier League, skete der noget særligt – og tankevækkende i den forgangne sæson.

I alt var der nemlig 764 skader i løbet af sæsonen, og det var det højeste tal i de seneste otte år. Det skyldtes formentlig først og fremmest VM i 2018, hvorefter mange spillere led under træthed og forkortede sommerferier.

Særligt hos Manchester United var der travlhed for fysioterapeuterne, for De Røde Djævle var ramt af i alt 63 skader, mens Wolves i den modsatte ende af tabellen slap afsted med kun 11 skader i sidste sæson.

Det har også vist sig, at det er en dyr fornøjelse for Premier League-klubberne at få så mange skader. Således måtte klubberne i alt punge op med 1,8 milliarder kroner i omkostninger for skaderne.

Her var Manchester City den klub, der måtte betale mest for de skadede spillere. I alt blev der brugt 212 millioner kroner på dem, mens Manchester United fulgte lige efter med 203 millioner kroner.

Til gengæld slap Wolves afsted med kun at skulle betale ni millioner kroner i omkostninger til skadede spillere i en sæson, hvor sidste sæsons oprykkere slap nådigt.

Annonce