Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Chanceløse målmænd: Kontroversiel ny straffesparksregel bliver lempet næste sæson

Af Kristoffer Krogh Kiesbye
20.06.2019 Kl. 09:39
VAR-dommerne kommer ikke til at skulle bedømme, om målmændene har mindst én fod på målstregen under straffespark næste sæson.

VAR-dommerne kommer ikke til at dømme på, om målmændene træder væk fra stregen før tid under straffespark i næste Premier League-sæson. Den beslutning vil i stedet være op til dommerne på banen, skriver The Times.

Video-dommere bliver som bekendt en fast del af Premier League fra den kommende sæson, men der var frygt for, at en kontroversiel ny regel ville volde store problemer, hvis VAR blev taget i brug under selve eksekveringen af straffesparkene.

En ny officiel regel kræver nemlig, at målmændene har mindst én fod på stregen, når skuddet bliver taget. Det har hidtil vist sig at være stærkt problematisk under verdensmesterskaberne for vinder –  så sent som i onsdagens kamp mellem Skotland og Argentina.

Skotland-keeper Lee Alexander reddede et straffe, men efterfølgende vurderede video-dommerne, at sparket skulle tages om, da målmanden ikke havde haft en fod på stregen.

The Professoinal Games Match Officials Limited, organisationen, som står bag de engelske Premier League-dommere, har dog valgt at skrotte brugen af video-dommere i straffesparkssituationer, da man forsøger at undgå et scenarie, hvor stort set samtlige straffespark, som bliver reddet, skal tages om.

Flere Premier League-dommere skulle overfor The Times have fortalt, at de er af den holdning, at de nye straffesparksregler gør det noget nær umuligt for målmænd at redde et straffespark.

– Den nye regel ser ud til at give målmændene så stor en ulempe, at man ligeså godt bare kan dømme mål, når der er straffe. Hvordan kan en målmand have et øje på målstregen og et andet på bolden? fortæller en dommer-insider til det engelske medie.

Dommerorganisationen vurderer løbende, om man bør bruge VAR-dommerne til at vurdere, om målmanden forlader stregen før tid, men fra sæsonstart vil det altså ikke være tilfældet.

 

Annonce