AFC BournemouthArsenal FCBrighton & Hove AlbionBurnleyCardiff City FCChelsea FCCrystal PalaceEverton FCFulham FCHuddersfield TownLeicester CityLiverpool FCManchester City FCManchester United FCNewcastle UnitedSouthamptonTottenham HotspurWatford FCWest Ham UnitedWolverhampton Wanderers FC
29:10:2018 20:30
Aakjærs blog: Udrensningen i United - sådan skal fremtiden se ud

Torben Aakjær er klar med sin seneste blog. Denne gang med fokus på fremtiden i Manchester United - og den udrensning, der angiveligt bør ske i klubben.


Med mindre man har været i koma, først er født for nylig, eller simpelthen ikke interesserer sig for fodbold, er der næppe nogen der ikke har bemærket at de engelske rekord mestre, og klodens rigeste klub, Manchester United, de seneste 5 sæsoner, har været meget langt fra det hold, som alle, selv haters, ignoranter af logik, og folk uden tilknytning til klubben, måtte erkende var det største hold i Premier League, hvilket 13 mesterskaber siden skabelsen af denne liga tilbage fra 92/93 sæsonen, åbenlyst illustrerer.

I alle sæsonerne frem til og med seneste mesterskabs sæson i 12/13, var det legenden Sir Alex Ferguson, som stod i spidsen for holdet, og i tæt samarbejde med den mangeårige direktør, David Gill, var dem der stod for køb og salg af spillere.

I februar 2013 trådte Gill tilbage, og senere samme forår, umiddelbart efter klubbens seneste mesterskab, valgte også Sir Alex at stoppe medens legen var god. Herefter har der, som bekendt været svingdørs aktivitet på manager posten, og efter mislykkede forsøg med først Moyes og dernæst van Gaal, blev Mourinho hevet indenfor i varmen fra og med sæsonen 16/17 var han manden der skulle føre klubben frem mod tidligere tiders niveau.

Mourinho kom med en betragtelig mængde erfaring og pokaler i rygsækken, men havde samtidig også et blakket ry for at skabe konflikter, og gøre sig utilbens med noget nær alt og alle, der ikke lige makkede ret, og der skulle ikke gå længe, før de første sprækker i idyllen på AON training Complex sev ud, og da resultaterne bestemt heller ikke matchede klubbens tårnhøje ambitioner, gik der ikke længe før modstanden mod den iltre portugiser voksede til et nærmest umenneskeligt pres, hvilket aktuelt har medført at hashtagget #MOUT flittigt benyttet.

Portugiseren er som bekendt nu i gang med sin tredje sæson i United, og selvom det undervejs er blevet til nogle mindre titler, i hvert fald set med Uniteds øjne, så lurer en fyreseddel lige under overfladen, ikke mindst efter at han tillige har gjort sig utilbens med klubbens dyreste indkøb nogensinde, verdensmesteren Paul Pogba.

Der rygtes historier om Mourinhos endeligt hver dag, og personligt vil jeg ikke ligge skjul på at jeg inderligt håber disse snart realiseres, da klubben i denne tid i den grad træder vande overfor sig selv, sponsorer og fans.

Der er brugt bunker af penge på nye spillere, og mange er smidt på porten, men selv efter nu over 130 kampe i alle turneringer i spidsen for holdet, virker det overhovedet ikke som om Mourinhos filosofi er sevet ind hos spillerne. Der skiftes spillere og taktik nærmest fra kamp til kamp, og personlige fnidderier med ikke kun Pogba, men også med den tidligere kaptajn Valencia, Mourinhos eget påfund, Bailly, tidligere hen Shaw, og indimellem med unge Rashford, franskmanden Martial, samt Fellaini, betyder at harmoni og klubfølelse er noget der på ingen måde skimtes i holdet.

Bevares der har da været enkelte lyspunkter også i indeværende sæson, som f.eks. 2 halvleg mod Newcastle, eller i perioder mod Chelsea, og senest mod Everton, men nu er Manchester United altså ikke en klub, som skal være tilfredse med momentvise gode perioder og sekundære placeringer. Det er en klub, som kun stiller sig tilfreds med primære placeringer, og gerne i Premier League og Champions League, samt som minimum i FA Cup turneringen.

Penge er bestemt ikke noget problem i klubben, og selvom en fyring af Mourinho bestemt ikke bliver billig, så kan det vise sig at man ved at fastholde manden, kommer til at betale en langt højere regning på sigt, f.eks. ved tab af sponsorer, fans og manglende deltagelse i CL m.v., så mit råd til klubben, er at få ham fyret i den forestående landskamps pause.

Herefter må der, udover ansættelsen af en ny cheftræner, ansættes en decideret fodbolddirektør, akkurat som man set det i f.eks. Manchester City, hvor spanske Txiki Begiristain og Pep Guardiola danner et formidabelt makkerpar. Tiden hvor cheftræneren både var træner og manager er slut, i hvert fald på højeste niveau. Før hen kunne folk som Bill Shankly, Brian Clough, Don Revie, Sir Alex Ferguson, og senest Arsene Wenger brede sig over hele paletten, og i store perioder med absurd succes, men nu om dage kører de største klubber med som minimum et makkerpar på transfersiden.

Vi ser det i Juventus, Atletico Madrid, Liverpool, AC Milan, føromtalte Manchester City, samt flere andre steder, og da det åbenlyst ikke har virket som om den nuværende direktør, Ed Woodward, just har fingeren på pulsen ude på transfermarkedet, er det åbenlyst at noget nyt må ske meget snart.

Derfor vil jeg starte med at se på sportsdirektør posten, hvor jeg har udpeget især 5 egnede folk til jobbet, der indebærer et tæt samarbejde med cheftræneren og bestyrelsen. Det skal være en person med masser af erfaring fra lignende top jobs i store klubber, og en der har et stort netværk med top agenter, topklubber og selvsagt et indgående kendskab til økonomi og spillere, som kan være egnet til en klub som Manchester United.

Herudover skal det være en person, der i samarbejde med klubben, kan definere en fremtidig spil- og taktisk filosofi, hvor der arbejdes ud fra de samme præmisser fra akademiet op til 1 holdet, og hvor de trænere der ansættes, ikke kun til klubbens bedste mandskab, alle er vurderet i denne sammenhæng.

I vilkårlig rækkefølge:

Andrea Berta, 46 år og pt. sportsdirektør i Atletico Madrid, hvortil han kom i sommeren 2017. Tidligere har italieneren været ansat som teknisk direktør i samme klub, og ellers arbejdet som sportsdirektør i klubber som Genua og Parma. Har en løbende kontrakt, som forhandles hvert år i april, og er bl.a. manden der hentede Oblak og Griezmann til Madrid klubben.

Berta er kendt som en slider, men samtidig også en person med en impulsivitet, som der skal være en stærk træner til at matche.

Edwin van der Sar, 47 år og pt. manden med ansvaret for køb og salg af spillere i Ajax Amsterdam, hvor han tiltrådte i sit nuværende job i efteråret 2016, efter forinden at have været ansat i forskellige funktioner i klubben, efter han 2011 stoppede sin aktive karriere, hvor han foregående 6 sæsoner havde været målmand i Manchester United. Har en kontrakt med den hollandske klub, som løbende fornys.

Man siger om den høje hollænder, at hans fremtoning og væremåde signalerer statsmand og elegance, og i hele branchen virker der til at være en enorm respekt omkring hans person.

Fabrio Paratici, 46 år og sportsdirektør i Juventus, hvor han kom fra Sampdoria tilbage i sommeren 2010. Danner et effektivt makkerpar med klubbens træner, Allegri, og er kendt for at have et ekstra ordinært stort netværk i fodboldverdenen. Er en effektiv forhandler, som førhen var scout i mange år for Sampdoria, og har en igangværende kontrakt med "Den gamle dame", som udløber i sommeren 2018. Er efter sigende så småt gået i gang med at forhandle om forlængelse, men kunne måske være åben overfor nye udfordringer.

Leonardo, 49 år og sportsdirektør i AC Milan, hvor han også var aktiv i flere sæsoner. Brasilianeren har tidligere været ansat i samme funktion i PSG, og har træner erfaring fra klubber som Antalyaspor, Inter og Milan, + at han har arbejdet som scout i sidstnævnte klub. Var som aktiv topspiller for Brasilien og i klubber som bl.a. Flamengo, Milan og PSG m.fl. Hans kontrakt med Milan er en såkaldt "løbende" en, der forhandles hvert forår. Har titel af teknisk direktør, men er manden der står for underskriften på køb og salg i klubben.

Overall har han nok den største erfaring toppen af fodboldbranchen, men kan være svær at lokke ud af et nyt job i Milan.

Paul Mitchell, 37 år og pt. chefscout i RB Leipzig. Har tidligere arbejdet i samme funktion i Tottenham, Southampton og MK Dons, og omtales som manden der fandt Dele Alli, og ikke mindst ham der fik ham til Tottenham. En middelmådig aktiv karriere blev i vinteren 09 udskiftet med et scout job i MK Dons, og siden da har han arbejdet sig op i fodbold hierakiet, og har aktuelt hoved-ansvaret for køb og salg i den nyrige tyske klub.

Er nok den af de 5 muligheder, der har mindst erfaring med "de bonede gulve", og regnes måske mest af alt som en grundig og dygtig "håndværker" i branchen, frem for en absolut topleder.

Således beriget med 5 mulige navne til den kommende sportsdirektør post i klubben, er det tid til at kigge nærmere på hvem der kunne være et bud på en kommende cheftræner, og her vil jeg især bruge spalteplads på disse 3:

Zinedine Zidane, 46 år og pt. arbejdsløs. Hans meritter kender de fleste fra tiden i Real Madrid, hvor han i perioden fra januar 16 til og med 18 var træneren, der hentede absurde 3 x CL til den stenrige spanske hovedstads klub. Hans karriere som spiller var mindst lige så stor, og alene hans navn giver respekt over hele fodboldverdenen.

Fordele:

- Er en notorisk vinder!
- Alene navnet giver respekt, og vil være et enormt boost for alle klubber!
- En aktiv karriere på ypperste plan, betyder at han kender "legen" til mindste detalje!
- Hovedparten af de største spillere vil elske at blive trænet af ham!

Minusser:  
- Har aldrig prøvet modgang som træner!
- Kender ikke Premier League, hverken som spiller eller træner!

- Er han for stort et navn, til reelt at være "underlagt" en mindre kendt sportsdirektør?

Ryan Giggs, 44 år og aktuelt ansat som træner for Wales, hvor han tiltrådte i januar i år. Har en kontrakt der løber til og med sommeren 2022. Der er ingen grund til at opremse hvad han vandt og præsterede for barndomsklubben Manchester United,

hvor han på alle niveauer er en elsket figur. Blev han ansat, ville det være oplagt at tilknytte Michael Carrick i en assistent træner funktion under Giggs.

Fordele:
- Kender klubben hele vejen igennem!
- Vil være elsket fra samme sekund han træder ind af døren!

- Kender presset i en storklub, i hvert fald som spiller!
Minusser:
- Relativ kort erfaring som cheftræner, og hidtil slet ikke på et niveau svarende til Manchester Uniteds!
- Tvivlsomt om han har det fornødne overblik over transfermarkedet!
- Har aldrig prøvet at arbejde under et enormt pres som træner!

Massimo Allegri, 51 år og pt. ansat i Juventus som cheftræner, et job han har bestridt siden sommeren 2014, hvor han kom fra et lignende job i AC Milan. Er kendt som en af de dygtigste taktikere blandt trænere, og har en kontrakt der udløber i sommeren 2020.

Fordele:
- Eminent dygtig taktiker!
- Kender transfermarkedet!
- Vandt til at arbejde med absolutte topspillere!
Minusser:
- Kender han Premier League?
- Har aldrig vundet CL som træner!

Man kunne sikkert finde flere fordele og minusser, men det er egentlig ikke så relevant, i det jeg absolut betragter alle 3 trænere som egnede, og personligt ville pege på Zidane som den mest oplagte, ikke mindst fordi hans navn og meritter, er så uomtvisteligt store, at alle simpelthen ikke kan undgå at underordne sig hans ordrer. Hans kendskab til fodbold behøves man ikke bruge tid på at debattere, men spørgsmålet er naturligvis om han overhovedet orker denne udfordring, som jeg betragter som klodens største af sin slags, simpelthen fordi Manchester United er en notorisk vinderklub, der er så sprængfyldt med penge og fans, at intet mindre end primære pladser i alt hvad de deltager i, er acceptabelt. Samtidig skal han ind i en klub, der på ingen måde virker harmonisk på ledelses gangen, han skal samarbejde med en ny ansat sportsdirektør, og tilmed agere i en liga, han aldrig har været

i nærheden af hverken som spiller eller som træner.

Jeg ville nu tage chancen alligevel, og da pengene som flere gange omtalt ikke er noget problem, ville man kunne tilføre ham og sportsdirektøren nærmest uanede ressourcer, i bestræbelserne på at købe sig til et nyt storhold, der igen kan dominere toppen af Premier League og Europa.

Men før man kommer så langt, skal der ryddes alvorligt ud i en sammenbragt spillertrup, og da jeg er forfatter af denne artikel, påtager jeg mig på vegne af den nye sportslige ledelse, at føre "sværdet" over følgende spillere, som simpelthen ikke er gode nok, hverken nu eller på sigt, i hvert fald ikke, såfremt ambitionerne er som under Sir Alex Fergusons regime.

Ud fra den nuværende spillertrup ryger derfor:
Victor Lindelöf
En i bedste fald gennemsnitlig dygtig forsvarer, der hverken psykisk eller fysisk ser ud til at passe ind på et tophold i PL. Er ude over udviklingsalderen, og jeg kan på ingen måde se hverken nu- eller fremtid i svenskeren, der bør kunne indbringe lidt grunker, selv efter en pauver perioder i United.

Marcos Rojo

Det er egentlig ganske enkelt, i det han slet ikke virker som en spiller til den type fodbold der spilles i PL. Er forvirret, stresset og laver alt for mange frispark, og skal der hentes lidt penge ind for den argentinske vildbasse, er det vist nu der skal sælges.

Phil Jones

Skadet, skadet og atter skadet, det er næsten det eneste, man udover mærkværdige ansigtsudtryk og evindelige dumme beslutninger, forbinder med spilleren, der i sine unge dage, blev udråbt som Englands store forsvars talent. Ud af vagten nu tak!

Matteo Darmian

Langsom, teknisk dårlig, og kort og godt ikke god nok til dette niveau. Flere klubber i Serie A er interesserede, så ciao ciao!

Ashley Young
Har egentlig udført et solidt stykke arbejde i de mange år han efterhånden har været i klubben, men alderen trykker, han hæver en dyr løn, og er slet ikke fremtiden på nogen måde.

Fred

Fejlkøb fra dag 1 - retur til Ukraine, eller hvem som nu vil have den lille bassemand, der ikke udfører noget som helst konstruktivt.

Ander Herrera
Havde en god sæson på et tidspunkt, men er for mig nærmest symbolet på Uniteds nedtur. Blot det at se hans altid benægtende udtryk er til at blive sindssyg af, og hopper nogen på limpinden, så se at få ham ud af vagten!
Juan Mata
Er for så vidt en fin lille trup spiller, der teknisk er i den bedre ende af truppen, men det er ligesom der ikke rigtig sker så meget med ham på banen længere, og ligesom landsmanden Herrera, er tiden vist rindet ud.

Romelu Lukaku

En super angriber for Everton og WBA, men kort og godt ikke god nok til at føre et hold til succes i de største turneringer. Var han ikke så dyr i drift, var han egentlig fin nok at beholde som reserve for den top angriber jeg ville investere i, men jeg tvivler på at rekordmanden fra Belgien har lyst til at agere reserve for en ny frontangriber. Men det kunne være en overvejelse værd, da han scorer pænt med mål mod hold som Burnley, Southampton og Leicester!
Andreas Pereira
Har fået nogle chancer, men runder snart 23 år, og jeg ser ingenting i ham, der retfærdiggør en forbliven i klubben. Minder om en spiller der fint kunne passe ind i en midterklub i La Liga.

Lee Grant
Gammelfar må på pension!
Alexis Sanchez
På papiret en verdensklasse spiller, men på banen det stik modsatte. Bevares potentialet har i hvert fald været der, men målt op imod alder og løn, samt hidtidige meritter i klubben, bør han skippes!

Udover ovenstående, har jeg mine tvivl om hvorvidt det er værd at beholde Diogo Dalot og Eric Bailly, men førstnævnte er stadig ung, og har reelt aldrig fået chancen, mens sidstnævnte i perioder virker som en topspiller, mens han i andre, virker som det stik modsatte. Det må prøves af, i hvert fald indtil næste sommer transfer vindue.

Således beholder klubben disse spillere:
Målmænd (3):
David De Gea, Sergio Romero og Joel Pereira (retur fra udlån).
Forsvar (7):
Eric Bailly, Diogo Dalot, Antonio Valencia, Timothy Fosu-Mensah (retur fra udlån), Axel Tuanzebe (retur fra udlån), Chris Smalling og Luke Shaw.

Midtbane (5):
Paul Pogba, Scott McTominay, Maourane Fellaini, Jesse Lingard og Nemanja Matic.

Angribere/wings (2):
Marcus Rashford og Anthony Martial

Jeg vælger i udvælgelsen af den kommende trup, at se bort fra mulige spillere fra akademiet, da det simpelthen ikke er seriøst at vurdere disse i denne sammenhæng for nuværende. Skulle det ske, at enkelte kan rykkes op, er det naturligvis kun glædeligt, men her og nu, er det vist ikke det som er det primære fokus område, og med 7 ud af 17 spillere, der er egen avlede, er det faktisk et rigtigt fint tal på den konto.

Men 17 spillere er selvsagt alt for lidt at arbejde med for en klub som Manchester United, så den nye direktør/træner, skal ud og bruge nogle penge, og rundt regnet burdet komme i omegnen af 180-200 millioner Euro ind for de 12 spillere jeg har sat på salgslisten, så med al rimelig logik, bør der være små 5-600 millioner Euro til indkøb, og disse bør bruges på disse spillere:

Mauro Icardi (25 år, angriber, Inter Milan. Kontrakt udløb d. 30.6.21. Mulig indkøbspris: 150 millioner Euro + Darmian).
De fleste topangribere på markedet er enten oppe i alderen (Cavani, Lewandowski, Falcao, Ronaldo m.fl.), eller umulige at købe for penge (Mbappe, Kane og Messi), men i Icardi, har man en pågående, fysisk stærk, hurtig, teknisk habil og effektiv frontmand, der med de rette forudsætninger, kunne være en fremtidig targetman for United. Men han bliver dyr, meget dyr, så måske man kunne sende Darmian med i handlen, blot for at få prisen ned i et rimeligt leje.

Sergej Milinkovic-Savic (23 år, midtbane, SS Lazio. Kontrakt udløb d. 30.3.23. Mulig indkøbspris: 130 millioner Euro).
Måske en smule "wild card", i det den relativt unge serber, reelt kun har vist sig frem i et par sæsoner i Serie A, og en smule på landsholdet, men han er et fysisk pragteksemplar, udstyret med en stærk teknik, et godt hug, og umiddelbart en fin psyke. Jeg kunne ønske mig en playmaker som Modric, der dog er for gammel efterhånden, eller Kroos, som dog bliver for dyr, og ellers er mulighederne på allerøverste hylde altså ikke så voldsomme. Sergej kunne godt være manden der ryddede op, og igangsatte bag Pogba, der derved kunne få de frie tøjler, han befinder sig bedst med.

Matthijs de Ligt (19 år, central forsvar, Ajax Amsterdam. Kontrakt udløb d. 30.6.21. Mulig indkøbspris: 70 millioner Euro).

Ung og endnu uprøvet på allerhøjeste plan, men ved at beholde stabile Smalling, og potentielt stærke Bailly + yderligere at investere i Skriniar (se herunder), så kunne den store hollænder godt blive en fremtidens mand i Uniteds centrale forsvar.
Han holder sig ikke tilbage, er stærk på hovedet, har habil teknik og umiddelbart et fint overblik. Skal dog have noget rutine
ved sin side i et stykke tid, men bør prøves.

Milan Skriniar (23 år, central forsvar, Inter Milan. Kontrakt udløb d. 30.6.22. Mulig indkøbspris: 60 millioner Euro).
De Ligts mulige makker, kunne være hurtige Skriniar, der stråler i Serie A, hvor han, efter Bonucci, vel er den bedste centrale frosvarsspiller lige nu. Bonucci er nok ikke mulig og dennes makker i Juve, Chiellini er med sine 34 år, ikke just fremtidens mand. Andre emner rundt omkring er også oppe i alderen, eller dalende i niveau som Godin, Boateng, Hummels og Vertonghen, mens folk som Maguire, Alderweireld og lignende simpelthen ikke er stærke nok til United.

Ruben Neves (21 år, def. central midtbane, Wolverhampton. Kontrakt udløb d. 30.6.23. Mulig indkøbspris: 70 millioner Euro).Jeg ser ham som særdeles interessant, og med al respekt for fremstormende Wolves, er det forhåbentlig ikke her han skal toppe.Bør købes ind som mulig afløser for Matic, og her er Neves en både mere bevægelig, og langt bedre boldteknisk erstatning, men mangler dog Matics fysik, som dog bør kunne kompenseres med de øvrige muskelbundter United råder over.

Wilfried Saha (25 år, wing, Crystal Palace. Kontrakt udløb d. 30.6.23. Mulig indkøbspris: 70 millioner Euro).
Ja han har været der før, men ragede uklar med klubben, efter sigende pga. et forhold til Moyes datter. Om dette er sandt eller ej, ved ikke ret mange, men han er så stærk, at han bør være nummer 1 emne direkte fra en anden Premier League klub. Kunne være et uortodoks valg som højre kant, og kan også dække modsatte kant. Spørgsmålet er om han vil væk fra barndomsklubben?

En kommende optimal startopstilling kunne se således ud:

David De Gea
Antonio Valencia, Milan Skriniar, Matthijs de Ligt, Luke Shaw
Ruben Neves, Sergej Milinkovic-Savic, Paul Pogba
Wilfried Saha, Mauro Icardi, Anthony Martial

Skyggehold opsat i samme formation:
Sergio Romero
Diogo Dalot, Chris Smalling, Eric Bailly, Timothy Fosu-Mensah
Nemanja Matic, Scott McTominay, Maourane Fellaini
Antonio Valencia, Marcus Rashford, Jesse Lingard

Herudover råder man over:
Joel Pereira og Axel Tuanzebe.

Kvalitet er ikke billig, og ovenstående indkøb kan vise sig at være for ambitiøse, men er som minimum hvad der kræves  at kunne kæmpe på lige fod med Barcelona, Real Madrid, Bayern München og Manchester City om de helt store titler, og hvis ikke United har råd, hvem har så?
 

DIN REAKTION!


Tidligere scout for bl.a. Herfølge, HSV og Manchester United. Nu rådgiver for Corinthians, samt freelance scout. Fan af Crystal Palace siden 1973.

SENESTE NYT

OP | NED