AFC BournemouthArsenal FCAston Villa FCBrighton & Hove AlbionBurnleyChelsea FCCrystal PalaceEverton FCLeicester CityLiverpool FCManchester City FCManchester United FCNewcastle UnitedNorwich CitySheffield UnitedSouthamptonTottenham HotspurWatford FCWest Ham UnitedWolverhampton Wanderers FC
25:05:2019 16:50
Otte forudsigelser: Her spiller Premier League-stjernerne i næste sæson

BLOG: Jeg giver her mit bud på, hvor otte af de største stjerner i Premier League er at finde i næste sæson.


Transfervinduet er så småt åbnet, og der er en del rygter om nogle af de største stjerner i ligaen. Jeg har nu lagt hovedet på blokken og afgivet mit gæt på hvor disse otte spillere tjener deres penge efter sommerens transfervindue.

Paul Pogba (Manchester United)

Den franske verdensmester havde en opblomstringsperiode kort efter Ole Gunnar Solskjærs ankomst, men sidenhen er han dalet gevaldigt i niveau igen. Der er angiveligt interesse fra Real Madrid, men selvom han måske gerne vil skifte, kan jeg ikke se Manchester United sælge ham, om end det måske ikke ville være helt dumt. Han har stadig nogle år tilbage af sin kontrakt, og Manchester United vil kræve en enorm sum, hvilket Real Madrid nok ikke vil gå med til.

Christian Eriksen (Tottenham)

Også Danmarks bedste fodboldspiller rygtes til Real Madrid, og ifølge en spansk journalist er aftalen allerede på plads. Det tvivler jeg på er sandt. Tværtimod tror jeg, at Christian Eriksen forlænger sin aftale med Tottenham. Han har nu set, at klubben kan nå helt til tops i Champions League, og han slår mig som et tryghedsmenneske, og han lader til at befinde sig rigtig godt i London.

Toby Alderweireld (Tottenham)

Det er muligt at købe den belgiske forsvarsspiller for ganske billige penge til sommer, men også han er sandsynligvis ret begejstret for, at the Lilywhites har præsteret så fornemt i Champions League. Han må også kunne se fremtidsperspektiver i klubben. Han burde ellers være et oplagt emne for Manchester City, der må se sig om efter en ny midterforsvarer.

Eden Hazard (Real Madrid)

Jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg holder med Chelsea, og jeg vil meget nødig se Eden Hazard forlade klubben. Jeg føler mig dog efterhånden helt overbevist om, at han bliver præsenteret i Real Madrid efter Europa League-finalen. Chelsea kan score en god sum på ham, og han får mulighed for endelig at prøve sig af i Real Madrid, hvilket han har drømt om længe.

Aaron Wan-Bissaka (Manchester United)

Jeg forestiller mig, at Crystal Palace vil gå rigtig langt for at holde på den engelske komet, men i sidste ende vil the Eagles nok få svært ved at modstå de beløb, Manchester United er klar til at smide på bordet. Som Chelsea-fan vil det også ærgre mig, hvis han fortsætter hos rivalen, for hans potentiale er virkelig stort.

David De Gea (Manchester United)

Selvom han endnu ikke har underskrevet en kontraktforlængelse med Manchester United, tror jeg ikke, at den engelske storklub vil forsøge at sælge ham. Derimod tror jeg, at De Røde Djævle vil gå gennem ild og vand for at få ham til at sætte sin underskrift på en ny aftale, selvom han har lavet nogle dyrebare fejl i denne sæson. Ydermere ligner Real Madrid heller ikke en oplagt destination lige nu.

Leroy Sané (Manchester City)

Kantspilleren er næppe helt tilfreds med tilværelsen i Manchester City, hvor han står i skyggen af Raheem Sterling. Han har afvist at underskrive en kontraktforlængelse i 18 måneder, men Manchester City har papir på ham frem til sommeren 2021. Selvom Bayern München ifølge flere medier har vist interesse, vil den tyske storklub ikke betale mere end 80 millioner euro for en ny spiller, og det vil Leroy Sané formentlig koste. Pep Guardiola har også brug for fire kantspillere i truppen.

Wilfried Zaha (Crystal Palace)

Den her er svær. Det vil jeg gerne indrømme. Ivorianeren er så god, at han kan spille på et langt bedre end Crystal Palace, og han har angiveligt udtrykt et ønske om at skifte klub. Meldingerne går dog på, at Crystal Palace vil have £100 millioner for ham, og for den pris ryger han med garanti ikke nogen steder. SÅ god er han altså heller ikke. Hvis the Eagles halverer prisen vil Tottenham, Arsenal og Chelsea – hvis klubben altså må handle – formentlig vise stor interesse.

Det er mine bud på, hvordan sommerens transfervindue blandt andet kommer til at forløbe. Jeg kommer sikkert ikke til at ramme rigtigt i alle otte forudsigelser, men du kan jo prøve, om du kan gøre det bedre.

DIN REAKTION!


23-årig fodboldskribent fra Sønderjylland. Stor fan af engelsk fodbold og med forkærlighed for spillere, der har et godt drev med bolden og store, stærke angribere.

SENESTE NYT

OP | NED