
Lige nu er det svært at forestille sig, hvordan Chelsea kan lukke hullet op til Manchester City og i særdeleshed Liverpool på ét transfervindue. Og samtidig skal Manchester United holdes bagved.
Men det kan lade sig gøre.
Allerede i denne sæson har der været tegn på, at the Blues har så højt et topniveau, at klubben bør kunne kæmpe med om de sjove titler. Senest bevist, da Manchester City blev besejret 2-1 – endda ikke ufortjent.
Onsdagens udekamp mod West Ham beviste så også, at Frank Lampard stadig har nogle store udfordringer, der skal løses, inden Chelsea kan kæmpe med om mesterskabet næste sæson.
Den slags kan dog ordnes på transfermarkedet, og her har Roman Abramovich vist stor vilje til at agere med indkøbene af Hakim Ziyech og Timo Werner.
Hvis den russiske allerede næste år har en ambition om at kæmpe med om mesterskabet, skal der investeres endnu flere millioner, og herunder giver jeg mit bud på, hvordan et muligt mesterskabshold hos Chelsea kan se ud.
Målmænd: Kepa Arrizabalaga, Willy Caballero, Jamie Cumming
Jeg er rigtig meget i tvivl vedrørende Kepa Arrizabalaga. Der er ingen tvivl om, at han har et rigtig højt potentiale, og han har også vist et højt niveau på nuværende tidspunkt. I denne sæson har der bare været alt for mange udsving. Chelsea ender formentlig med at give ham en chance mere, og det kan give pote. Optimalt set henter klubben dog en sand verdensklassemålmand ala Jan Oblak.
Højre backs: Cesar Azpilicueta, Reece James
Her er der ingen grund til at foretage ændringer. Azpilicueta er bundsolid, og anføreren holder stadig et godt niveau. James er en kommende profil på holdet, og han er så god, at Lampard sagtens kan smide ham på banen.
Midterforsvarere: Kalidou Koulibaly, Andreas Christensen, Antonio Rüdiger, Fikayo Tomori
Der er brug for en midterforsvarer i verdensklasse, og der kan Koulibaly være den rette mand. Han er en leder, der i mange år har spillet på højeste niveau. Samtidig er han både god med bolden og udstyret med en formidabel fysik. Det er sådan en makker, som vil gøre Andreas Christensen til en endnu bedre midterforsvarer. Og danskeren bør være god nok til at blive fast mand, for han er bedre end både Rüdiger og Tomori. Det koster et farvel til Kurt Zouma.
Venstre backs: Ben Chilwell, Marcos Alonso
Lampard ser ud til at have fundet ny tillid til Alonso, men han vil stadig have en ny venstre back, og Chilwell er givetvis den foretrukne spiller. Englænderen vil blive rigtig dyr, men han vil også være en opgradering for Alonso. Samtidig må det være farvel til Emerson.
Centrale midtbanespillere: N’Golo Kanté, Mateo Kovacic, Kai Havertz, Mason Mount, Ross Barkley, Ruben Loftus-Cheek, Billy Gilmour
Kanté er Lampards foretrukne 6’er, og det går ud over Jorginho, som ligner en færdig mand i klubben. Italieneren ser også ud til at være overhalet af unge og fremadstormende Gilmour. Den centrale midtbane hos Chelsea er rigtig stærk, og der er mange forskellige muligheder for Lampard. Det ligner, at Kai Havertz er en spiller, som Lampard rigtig gerne vil have, og jeg tror efterhånden, at det skifte kan blive en realitet. Det vil være en kæmpe luksus at få en klassespiller som ham, men det vil skabe en vanvittig konkurrence.
Kantspillere: Hakim Ziyech, Christian Pulisic, Willian, Callum Hudson-Odoi
Chelsea har sikret sig Ziyech, og han kommer med al sandsynlighed til at blive en kæmpe gevinst for the Blues. Det samme gør Pulisic, som lige nu viser, at han er en klassespiller, der kan blive en utrolig vigtig spiller. Ydermere er det i min bog vigtigt at få forlænget med Willian. Uden ham vil klubben være nødt til at hente en ny kantspiller, og brasilianeren har vist, at han stadig er rigeligt god nok.
Angribere: Timo Werner, Tammy Abraham, Olivier Giroud
Chelsea har fået en ny klasseangriber i form af Werner, og så må Abraham og Giroud supplere så godt som muligt. Her står the Blues også rigtig godt, og der er vidt forskellige kvaliteter til rådighed for Lampard.
Sådan kan Chelseas bedste startopstilling se ud:
DIN REAKTION!
