AFC BournemouthArsenal FCAston Villa FCBrighton & Hove AlbionBurnleyChelsea FCCrystal PalaceEverton FCLeicester CityLiverpool FCManchester City FCManchester United FCNewcastle UnitedNorwich CitySheffield UnitedSouthamptonTottenham HotspurWatford FCWest Ham UnitedWolverhampton Wanderers FC
24:10:2017 19:01
Efter sorte søndag: Er de hamrende naive i Liverpool?

En af engelsk fodbolds helt store bastioner er Liverpool, men der er noget helt galt i byen, hvor både Everton og Liverpool FC kæmper for at finde løsninger, og ikke mindst sig selv.


Der må have været gravkammerstemning på lokalmediet Liverpool Echo efter søndagens blamager for henholdsvis Everton og Liverpool. En negativ målscore på 3-9, og to ulideligt klare nederlag til de to London-klubber Arsenal og Tottenham. Det ene på Goodison Park. Det andet på Wembley. Nederlagene fik konsekvenser på hver deres måde. Koeman måtte se sig fyret mandag eftermiddag, mens Dejan Lovren blev fyret (for nu) efter 30 minutter på Wembley i 9. rundes sidste kamp. Uanset hvordan redaktørerne på Echo har vendt og drejet det, så var fiaskoen komplet for byens to mastodonter.

Med investoren Farhad Moshiris indtog i Everton, betød det at Ronald Koeman og Steve Walsh (Director of Football) kunne kaste sig over transfervinduet som én stor buffet. Budgettet var stort nok til at kunne forstærke en trup, der umiddelbart godt kunne bruge noget mere kvalitet. Den vigtigste opgave var at erstatte målmaskinen Lukaku. Det var simpelthen det altafgørende for et hold, der var afhængig af den store belgiers mange mål. Af uforklarlige årsager mislykkedes den mission. Resultatet blev et hold der, udover at mangle fart, også manglede +20 sæsonmål oppe foran. Det afspejlede sig i resultaterne, der slet ikke kunne forsvares. Ronald Koeman havde købt forkert ind, og var taktisk tonedøv. I over halvdelen af sæsonens kampe, har Koeman skiftet ud ved pausen. Tal lige om en mand der famlede i blinde. 

Næste mand i spidsen for The Toffees skal finde et koncept, der virker med det spillermateriale der er til rådighed, og måske endnu vigtigtere, omfavne den unikke lokale fodboldkultur der er i Liverpool. Everton har virkelig haft 'typer' efter David Moyes tog chancen i Manchester United. Klubben har haft både happy clappy Roberto Martinez og bedemanden Ronald Koeman. Behøver det være så ekstremt? Find en manager, der i samarbejde med rutinerede kræfter som Rooney og Jagielka, kan skabe en sliderkultur. Find en manager der kan stoppe Ashley Williams utallige hjerneblødninger. Find en manager der er en fixer, og ikke er så forbandet selvhøjtidelig. Så lover jeg, at der kommer ro på, indtil de næste par vinduer, hvor der kan rettes op på truppen.

Er projektet i Liverpool FC virkelig ikke nået længere?

Søndag eftermiddag var der hovedrengøring på Wembley. Tottenham brugte Liverpool FC som gulvmoppe. The Reds fik den helt store tur i manegen, hvor de blev kørt rundt efter humør. Dejan Lovrens indsats, eller eklatante mangel på samme, blev symbolet på den naivitet, der hersker i klubben. Efterfølgende har den kroatiske midtstopper været den uundgåelige scapegoat. Der er ikke dét, som ikke er kroatens skyld. Alt fra DSB's forsinkelser til global opvarmning. Indrømmet. Det var hæsligt at se Lovren 'folde sig ud'. Men den virkelige skurk er Jürgen Klopp og den sportslige ledelse i Liverpool, der stadig ikke har løst punkt nummer ét på prioriteringslisten: Fix defensiven. Er det lykkedes? Nej.

Penge er ikke alt, men det er rigtig meget i engelsk topfodbold, og ofte afspejler investeringerne også ambitionsniveauet. Her er fakta: På to sæsoner har klubben brugt 12 mio. pund på defensive forstærkninger. Vi tager den lige igen. Klubben, hvis største problem har været en utæt defensiv i flere år, har ikke spenderet mere end 12 millioner pund på defensive forstærkninger efter to sæsoner (!). Hvad siger det om selvopfattelsen? For mig står det soleklart. Klubben har fejlet på det måske vigtigste område. Det er chokerende.

Jürgen Klopp har nu haft magten i Liverpool FC i to år. En institution i engelsk fodbold, der stadigvæk fylder uhyre meget i den kollektive bevidsthed, også selvom resultaterne ikke har været gode i mange år. Klopps fodboldstil er underholdende, men også meget afhængig af mål - og helst rigtig mange af dem, men den kræver også en stabil bagkæde, og det rimer bare ikke på Liverpool. Og så har vi ikke engang nævnt Simon Mignolet i den ligning. Skaderne til Adam Lallana og Sadio Mané har hæmmet dem, men når der ikke er en 6'er til at passe på den vaklende firebackkæde, så opstår der problemer. 

Lige nu bliver de to Liverpool-klubber straffet for deres naivitet. Både i transfervinduet, såvel som på banen.
 

Vi taler meget mere om Everton og Liverpools rædselsfulde runde i podcasten Premier League Showet. Abonnér i din podcastapp eller lyt med her:

DIN REAKTION!


Journalist på PLBOLD.DK & podcastvært på Premier League Showet, #KopCast & Champions League Showet

SENESTE NYT

OP | NED