AFC BournemouthArsenal FCAston Villa FCBrighton & Hove AlbionBurnleyChelsea FCCrystal PalaceEverton FCLeicester CityLiverpool FCManchester City FCManchester United FCNewcastle UnitedNorwich CitySheffield UnitedSouthamptonTottenham HotspurWatford FCWest Ham UnitedWolverhampton Wanderers FC
20:06:2019 10:40
SILLY SEASON: Fokus på Liverpools transfervindue

Clark James fra Redmen Family ser nærmere på Liverpools transfervindue denne sommer.


Sæsonen er gået på hæld og “silly season” er over os. Det betyder transferrygter i øst og vest fra både pålidelige og knap så pålidelige kilder i tide og utide. For Liverpool har det indtil videre stået meget stille, både på rygtebørsen og når det kommer til bekræftede handler. Det er dog en tilstand der forventes at blive ændret på i de kommende uger, hvor Klopp og co. kommer til at handle ind. Undertegnede har kigget nærmere på mulige emner og fokusområder for The Reds denne sommer.

Målmand

Liverpool gik sidste år ud og spenderede stort på en ny førstekeeper, da man hentede Alisson Becker for £66m i AS Roma. Det viste sig som en gedigen succes og brasilianeren vandt bl.a. Golden Glove i sin debutsæson i Premier League, mens Liverpool blev det mandskab, der indkasserede færrest mål i sæsonen.

Den handel sørgede dog samtidig for at Simon Mignolets rolle som andenkeeper blev cementeret og den nu 31-årige belgier forventes at søge nye græsgange denne sommer. Han har vist fremragende attitude fra bænken og med konstant opbakning til holdet på de sociale medier. Han er efterfølgende blevet rost af flere af sine holdkammerater for sin tilgang til sin nye rolle som reserve, men meget tyder på, at det er ved at være på tide at reservekeeperen skal ud og spille fast andetsteds.

Derfor peger tingene i retning af at Liverpool er på jagt efter en rutineret reservemålmand. Blandt seriøse kilder har David Marshall (Hull City) og Adrian (West Ham) været meldt op. Sidstnævnte er transferfri denne sommer, efter kontrakten er udløbet. Personligt tror jeg at en mand som Pepe Reina (AC Milan), der fylder 37 i august, ville være en god karakter at tilbage i omklædningsrummet på Merseyside. Det er ikke mange kampe klubben kan tilbyde en reservekeeper henover sæsonen, hvorfor det i lige så høj grad er vigtigt med mentale egenskaber, som fodboldmæssige kvaliteter.

Efter otte sæsoner forlod Pepe Reina Liverpool til fordel for Napoli på en lejeaftale i 2013 og skiftede efterfølgende til Bayern München på permanent basis.

Venstre back

Andy Robertson sidder tungt på positionen, efter endnu en fantastisk sæson i den røde trøje. Han er vel nok det hotteste navn på positionen i europæisk fodbold lige nu og han spiller næsten hver gang. Det har resulteret i at Alberto Moreno har forladt klubben på en fri transfer denne sommer.

Det gør dog The Reds sårbare på pladsen i tilfælde af en skade til Robertson, hvorfor det giver mening at kigge nærmere på en erstatning for Moreno. Ifølge lokalavisen Liverpool Echo er det også en position Liverpool har øje på at forstærke.

På rygtebasis er klubben tidligere blevet kædet sammen med navne som Ben Chilwell (Leicester) og Ryan Sessegnon (Fulham) og især sidstnævnte mener jeg giver mening at kigge nærmere på for Klopp og Liverpool-staben.

En alsidig ung, engelsk venstrebenet spiller, der nu har hele sæsoner under bæltet i både den bedste og næstbedste engelske række, til trods for, at han kun lige er fyldt 19 år. Han har blot 12 måneder tilbage af kontrakten i Fulham & han kan både agere backup for Andy Robertson på venstreback og på flankerne på de forreste positioner. Han er desuden Liverpool-fan og en spiller, som Klopp havde i kikkerten sidste sommer - der valgte teenageren dog den modne beslutning: Nemlig at blive i Fulham for at spille regelmæssig fodbold. Nu er det tid til en ny udfordring.

Ryan Sessegnon har ét år tilbage af sin kontrakt med Fulham, men klubben har mulighed for at forlænge opholdet med to år.

En alsidig offensivspiller

I frontkæden har Daniel Sturridge forladt klubben på en fri transfer, efter 6 år i klubben, som har budt på massive opture og en god portion nedture, grundet adskillige skadespauser undervejs.

Trods en opblomstring hos Divock Origi og en 19-årig Rhian Brewster på vej tilbage fra skade, så bør Liverpool søge gardering for førstevalgene Sadio Mané, Roberto Firmino og Mohamed Salah. Ifølge Liverpool Echo og Liverpool-korrespondent Neil Jones (Goal) er dette også et fokusområde denne sommer.

Joao Felix (SL Benfica), Nicolas Pepe (LOSC Lille) & Samuel Chukwueze (Villarreal) har været meldt op som spillere på klubbens radar blandt betroede journalister i England og Frankrig.

I de knap så pålidelige ender af rygtebørsen dukker gamle kendinge op som Nabil Fekir (Lyon) og Bruno Fernandes (Sporting). I de helt useriøse dele af rygtebørsen har også navne som Ousmane Dembélé (FC Barcelona) og Kylian Mbappé (PSG) været nævnt.

Tager man udgangspunkt i de mere seriøse historier, så handler det om de tre første navne. Chukwueze er et noget ubeskrevet blad med blot en enkelt seniorsæson under bæltet i La Liga uden det mest iøjnefaldende slutprodukt, men med en masse spændende rå egenskaber.

Joao Felix nettede 15 gange i den forgangne Liga NOS-sæson.

Felix og Pepe vil efter alt at dømme kræve transfersummer på mere end £60-70m - og førstnævnte måske endda et godt stykke mere end det - hvilket kan besværliggøre tingene, da ingen af dem kan garanteres fast spilletid som udgangspunkt.

Felix er ombejlet i hele fodboldeuropa og konkurrencen for hans signatur vil være stor - til gengæld er han en herre på blot 19 år med et enormt potentiale og evnerne til at spille alle positioner i frontkæden, samt på den offensive midtbane. Personligt tror jeg, at det er Klopps drømmesigning til offensiven, da hans alsidighed gør ham til en pakke tyskeren godt kan se perspektiv i på flere positioner, ligesom hans unge alder gør ham til en spiller, som han med træning i et setup med verdensklasse-spillere, kan forme og sørge for forløser sit utrolige potentiale.

Vi kender samtidig Jürgen Klopp efterhånden - og kan han ikke få sine førsteprioriteter, så venter han gerne. Liverpool er i en position nu, hvor man sagtens kan tillade sig at vente og i høj grad vil gøre klogt i at vente på de rette spillere, da der skal meget til at forbedre hvad man i forvejen råder over. En spændende sommer venter forude indtil transfer deadline den 8. august.

DIN REAKTION!


Medstifter af Danmarks største fællesskab for Liverpool-fans, Redmen Family.

SENESTE NYT

OP | NED