
Det er ikke mange hold, der formår at få skovlen under Premier League i disse tider. Liverpool-maskinen ruller henover selv de mest komplicerede og skæve udfordringer den støder på - senest i weekenden, hvor man på trods af en yderst flad præstation alligevel igen formåede at hive alle tre point med hjem på regnvåd lørdag i Sheffield.
Jürgen Klopps mandskab har nu blot tabt én af de seneste 46 Premier League-kampe og er oppe på intet mindre end 16 sejre i træk - og syv ud af syv i 2019/20-sæsonen, efter en snæver og uskøn sejr over oprykkerne fra Sheffield United lørdag eftermiddag.
The Reds måtte se en stime med +2 scoringer og sejr i 15 kampe i streg (en Premier League-rekord) nå sin ende på Bramall Lane, selvom Mohamed Salah havde muligheden med få minutter igen alene med den uheldige keeper Dean Henderson. Den afbrænder er dog formentlig ikke en, der holder Jürgen Klopp vågen om natten.
Liverpool er nemlig stadig Premier Leagues suveræne førerhold med 5 point ned til de forsvarende mestre fra 2018 og 2019, Manchester City og med en 100 % rekord og blot en enkelt resterende kamp før sæsonens anden og dermed efterårets næstsidste landskampspause.
De 16 Premier League-sejre på stribe er suverænt ny klubrekord (før denne stime var det maksimale antal sejre i træk for et Liverpool-hold i Premier League 11 sejre). Man har vundet samtlige kampe i den hjemlige liga siden 10. marts (!) - og undervejs har man mødt prominent modstand (bl.a. både Tottenham, Chelsea (både ude og hjemme) & Arsenal).
Liverpool-lejren har næppe øje på meget andet end den berømte “næste kamp” og stillingen i den aktuelle Premier League-tabel. Alligevel må det dog friste truppen at vide at man kan tangere Premier League-rekorden for flest sejre i streg (Manchester Citys rekord med 18 sejre i træk) i udekampen mod ærkerivalerne fra Manchester United den 20. oktober.
Kigger man på øjebliksbilledet og går præcis 38 Premier League-kampe tilbage (svarende til en hel sæson) har Liverpool indhentet intet mindre end 99 point. Det er ligeledes en ny klubrekord og to mere end man registrerede i hele sidste sæson (97), hvor man måtte se Manchester City løbe med titlen, da de hentede 98 point.
I sidste ende betyder alle disse rekorder nok ikke alverden for Klopp & Liverpool-truppen, medmindre de ender ud i resultater og pokaler. De tegner dog et billede af et Liverpool-hold, der på imponerende vis konstant bygger ovenpå og forbedrer sig, på trods af at man så sent som i juni måned blev kronet som Europas konger, efter Champions League-triumfen i Madrid.
Al snak om manglende bredde i truppen og et overlegent City-hold som storfavoritter til endnu en Premier League-titel er i hvert fald stilnet af for nu. Klopps Liverpool-mandskab ligner pludselig et fodboldhold med en absurd vindermentalitet, der altid finder en måde at vinde på, selv på de mest middelmådige dage. Det har vi set adskillige eksempler på efterhånden - og det er en kunst, der ofte bringer succes med sig.
DIN REAKTION!
