AFC BournemouthArsenal FCAston Villa FCBrentfordBrighton & Hove AlbionChelsea FCCrystal PalaceEverton FCFulham FCLeedsLeicester CityLiverpool FCManchester City FCManchester United FCNewcastle UnitedNottingham ForestSouthamptonTottenham HotspurWest Ham UnitedWolverhampton Wanderers FC
22:03:2015 11:28
Premier League er ikke verdens bedste liga, men…

Der er ikke noget at tage fejl af. De engelske tophold er bagefter de store klubber på kontinentet så som Barcelona, Real Madrid og Bayern München, og de ringe præstationer i denne sæson i Champions – og Europa League understreger kun dette. Men vil det også ske i fremtiden? Nej, det sørger den nye TV-aftale for.


Chelsea, Arsenal, Manchester City, Tottenham, Liverpool og Everton. Alle disse engelske hold har været med i en europæisk turnering i denne sæson. Alle er røget ud. Fodboldredaktør Oliver Kay fra den engelske avis The Times har svært ved at finde de rosende ord, når talen falder på Arsenal, Manchester City, Chelsea eller nogen af de andre hold fra øen, som har spillet europæisk fodbold.

- Vi vil i år igen være i den situation, hvor der ikke er ét eneste engelsk hold i kvartfinalerne i Champions League. Det er bare anden gang på tre år. Tilhængerne af engelsk fodbold skal vågne op og se realiteterne i øjnene, siger Oliver Kay

 

London-klubben Chelsea blev i sidste uge ekspederet ud af Champions League af franske Paris Saint-Germain. Arsenal røg tirsdag ud til kongestyret Monaco på trods af en 2-0-sejr. Senest var det Manchester City som ikke kunne bide fra sig imod de spanske giganter fra Barcelona.

I Europa League er både Tottenham og Liverpool blevet sendt ud af henholdsvis Fiorentina og Besiktas allerede i 1/16-finalerne. Everton vandt 2-1 hjemme på Goodison Park, men tabte noget så eftertrykkeligt i returkampen i Kiev. De engelske holds exits i Europa har givet en del anledning til debat om, hvorvidt det hjemlige program er for hårdt for topholdene.

- En vinterpause kunne gavne de engelske hold. Dog skal det siges, at programmet ikke er en undskyldning for de dårlige resultater. Manchester City har jo haft problemer imod ’små’ hold som Ajax og Napoli. Arsenal har haft svære lodtrækninger, men hvis man fokuserer på Premier League, er holdet slet ikke på det niveau, som en klub af den kaliber skal være. Chelsea-spillerne havde desuden fået en masse hvile inden begge kampe. Vi skal minimum fem år tilbage, før vi kan tale om, at engelske hold har været at regne blande de bedste, siger Oliver Kay.

Den dårlige statistik

Da Manchester United havde tabt 0-2 på udebane til Olympiakos i 2014, sagde fodboldikonet Roy Keane:

- Vi er blevet forført af idéen om, at den engelske liga er den bedste i verden. Det er den ikke. Den er blot det bedste brand.

En sammenligning mellem spanske og engelske holds præstationer de seneste fem sæsoner viser også, at der er noget om snakken.

I Champions League har i alt to engelske hold kæmpet sig hele vejen til finalen, hvor Chelsea med sejr i straffesparkskonkurrence over Bayern München i 2012 er højdepunktet.

- Her skal man huske, at holdet kun var få minutter fra at ryge ud mod Napoli i ottendedelsfinalen, siger Oliver Kay.

De spanske hold har fået i alt tre hold i finalerne, først med Barcelonas sejr i 2011 over Manchester United, mens finalen i 2014 var et rent spansk opgør med Real Madrid som vinder.

 

I niveauet under Champions League er forskellen større. I de seneste fem sæsoner har fire spanske hold kvalificeret sig til finalen i Euro League med tre pokaler til følge, og i 2011/12 var finalen et rent spansk anliggende. De engelske hold har til sammenligning kvalificeret sig to gange til finalen, hvor Chelseas sejr på 2-1 over Benfica i 2012/13 er eneste sejr. Dette i øvrigt efter, at Chelsea gik ind i Euro League efter at have sluttet som nr. 3 i sin Champions League-pulje efter hold som Shakhtar Donetsk og Juventus.

- Det er en tendens. Man ser også italienske og portugisiske hold med langt mindre budgetter udspille de engelske hold. De engelske hold har simpelthen ikke leveret, som de skulle, siger Oliver Kay.

Arsene Wengers Arsenal har udspillet sin rolle i dette års Champions League. Selv om Arsenal havde bolden en anelse mere end Monaco, var det udeholdet, der var langt mest farlig med i alt syv skud inden for målrammen mod Arsenals fire.

Det er femte år i træk, at Arsenal stempler ud i ottendedelsfinalerne. Og Manchester City har fuldt dem efter.

- Jeg troede heller ikke på, at Manchester City kunne gå videre. Det kunne de heller ikke. Engelsk fodbold halter bagefter, siger Oliver Kay.

Tv-rettighederne til Premier League fra 2016 til 2019 er blevet solgt for 51 milliarder kroner. De to nuværende rettighedshavere Sky og BT Sport kommer også til at transmittere fra Premier League i de kommende år. Der er tale om lidt af et prishop i forhold til den nuværende treårige aftale, som de to tv-stationer har betalt omkring 30 milliarder for.

Det betyder, at Sky og BT Sport i den nye aftale vil betale 70 procent mere for kampene i den bedste engelske fodboldrække.
For at sammenligne med en af de andre store ligaer, nemlig den franske, så er gennemsnitslønnen for en spiller i Premier League 2,3 x højere, og med den nye aftale, så bliver den forskel kun større.

Det gør at klubberne i Premier League mere eller mindre vil kunne plukke de bedste profiler fra de andre store ligaer, hvilket allerede sker, men nu bliver det vanskeligere at holde på de lokale profiler.

Klubberne som Arsenal og Chelsea tabte til, Monaco og PSG, har ikke en lang og spændende fodboldhistorie. De har dog en anden ting. Penge. På grund af deres økonomiske stærke side har de kunne plukke profiler fra klubber rundt omkring i verden. Præcis det som Premier League-klubberne kan, når den nye TV-aftale begynder.

                                                                                                

Om Premier League lige nu er verdens bedste liga kan diskuteres, men hvis ikke, så bliver den det efter alt at dømme det igen, når de enorme sluser for TV-pengene bliver åbnet.

Det, ligaen i øjeblikket kan tilbyde, som ingen af de andre topligaer kan, er netop konkurrencen. Mens titelkampen godt nok er et parløb mellem Chelsea og Manchester City i denne sæson, ville fem hold forud for sæsonen siges at være realistiske bud på en mester.

I Tyskland, Italien og Frankrig er der derimod kun én stor favorit hvert år. Og i de to førstenævnte tilfælde lever de op til deres favoritværdighed. I Bundesligaen fører Pep Guardiolas suveræne Bayern-mandskab an, mens Wolfsburg halser elleve point efter. I Serie A har Juventus udnyttet Romas dårlige form og er gået i spidsen med fjorten point.

Nok må absolutte topmandskaber som FC Barcelona, Real Madrid, Bayern München, til dels også Atletico Madrid, siges at være bedre end nogen engelsk repræsentant i øjeblikket, men Premier League har en kompetivitet på tværs af ligaen, som ingen øvrige topligaer kan tilbyde.

Englænderne skal dog passe på. Mange nye fodboldfans er blevet og bliver fortsat kapret, når der blændes op for Champions League-bolden rundt om i stuerne. Og skulle den engelske syge, trods friske pengeindsprøjtninger, fortsætte i Europa, må det være tid for fans verden over til at revurdere deres opfattelse af Premier League, mens nye fans vil trækkes mod andre hold og lande.

Nok er ligaen et vanvittigt stærkt produkt og brand i sig selv, og vil også fortsætte med at være det, men det er på de europæiske slagmarker, at de vigtigste slag bliver kæmpe, og styrkeforholdene landene imellem bliver testet.  Det kan man ikke komme uden om. Om en omlægning af vinterprogrammet er det, der skal til, for at englænderne genrejser sig i europæisk sammenhæng, er svært at sige, men det er bestemt et bud. En ting er dog sikkert. Premier League vil igen blive verdens stærkeste liga.

 


SENESTE NYT

OP | NED

SENESTE NYT

OP | NED
ANNONCE