Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Tiden er inde for Theo Walcott

Af
18.12.2014 Kl. 16:46
Det er ikke nogen hemmelighed, at de fleste Arsenal-fans har høje tanker om Theo Walcott og hans fremtid i Arsenal, men det er nu eller aldrig for den lynhurtige kantspiller

I 2006 kunne Arséne Wenger, hvis varemærke hurtigt blev at hente unge spillere, præsentere endnu en lille, spinkel teenager, hentet for den temmelig markante sum af 9,1 millioner pund i Southampton, hvor han netop havde slået rekorden som den yngste spiller til at debutere for deres førstehold.

Den typiske, overbegejstrede stemning fulgte ham hvorend han befandt sig, ligesom den tidligere har gjort med mange andre spændende engelske talenter, og Walcott fik en lunken start i Arsenal-trøjen, hvor præstationerne ikke helt levede op til det påståede potentiale. 

Walcott fik dog hurtigt delt smagsprøver ud på sin uhyggelige fart, da han med en slalomlignende sprintetur tørrede det meste af Liverpools defensiv i kvartfinalen i Champions League 07/08 og smed et fladt indlæg ind til den, på det tidspunkt, træfsikre Adebayor, der kunne sende Arsenal mod semifinalerne (de tabte 4-2 og Liverpool tog billetten videre). Adebayor løb hen til fansene og forberedte sig på at modtage holdkammeraternes jubel og hæder, men han måtte se til, mens de flokkedes om det kun 18-årige stjernefrø ved det andet hjørneflag. Det gjorde ikke just begejstringen omkring teenageren mindre, at Walcott i 2008 blev tildelt nummer 14, et trøjenummer der tidligere i årtiet var gjort legendarisk af klubkognen Thierry Henry.

I de følgende sæsoner fik Walcott, om end ofte plaget af skadespauser, bidt sig fast i Wengers startopstilling, men fik samtidig tilegnet sig et rygte som en såkaldt ”one-trick-pony”. Ingen satte spørgsmålstegn ved hans lynhurtige antrit, men i kampe hvor modstanderen stod dybt, blev Walcott notorisk kendt for at iføre sig usynlighedskappen. Den nyindkøbte Oxlade Chamberlain imponerede også med sit repetoire af finter og skud fra distancen, og flere fans opfordrede Wenger til at erstatte det gamle Saints-talent med det nye. 

Det var først i sæsonen 12/13, at Walcott fik cementeret sig som en ægte stjerne på Arsenal-holdet. Imens hans langtrukne kontraktforhandlinger kørte i baggrunden, strålede Walcott for alvor i forgrunden. Han sluttede sæsonen med 12 mål, 14 assists og en tre-årig kontraktforlængelse. På dette tidspunkt havde Walcott også erstattet ”one-trick-pony”-egenskaben med et nyt og mere flatterende træk. Først mod Chelsea og senere mod Newcastle blev Walcott fældet, men overraskede modstanderens forsvar ved at rejse sig lynhurtigt op igen og score. 

Siden har Walcott først kæmpet med en skade i mavemusklerne, der holdte ham på sidelinjen i to måneder, inden han kom tilbage og for alvor viste sit værd med tre mål og to assists i blot fem kampe i Premier League – han indskrev sig også blandt legenderne hos Arsenals supportere, da han efter at være blevet chikaneret af en række Spurs fans, mens han lå skadet på grønsværen foran dem, med en lille gestus mindede udebanefansene om stillingen i kampen, der på det tidspunkt var 2-0 til The Gunners. Skaden viste sig dog ikke nær så fornøjelig efter kampen, og Walcott blev meldt ude i seks måneder.

Nu er han tilbage efter 11 måneder og er meldt i spil til Arsenals brag med Liverpool på søndag. Men er Walcott lige så selskreven på holdkortet, som han var inden sin skade? Med Oxlade Chamberlains imponerende gennembrud denne sæson, hvor han for alvor har vist sig fra sin mest driblestærke side, og Sanchez’ monsterstart i Arsenal-trøjen, kan det godt gå hen at give Professoren en hovedpine at sætte en startopstilling i det nye år. Welbeck er lige på vippen hele tiden, og selvom han er forvist til at fungere som indvendig angriber på venstrekanten til fordel for Giroud, kan Wenger få svært ved at sætte sin nyindkøbte, eksplosive, hårdtarbejdende englænder af. Özil forventes desuden tilbage ved omkring nytår, og Wenger vil nødigt hverken bænke sit rekordindkøb eller sin spanske darling, Cazorla. Det efterlader Arsenal-manageren med seks spillere til kun tre offensive pladser. 

Man kan kun fantasere om, hvad han kunne være blevet til, hvis skaderne ikke havde været der til at ødelægge det momentum, han fik opbygget i perioden 2010 til 2013. Men Walcott er fyldt de famøse 25 år nu, en alder hvor spillerne traditionelt skal vise sig på deres højeste niveau – og hans niveau ovenpå den enorme skadespause kan man kun gisne om. Men hvis han for alvor skal blive den profil, hans potentiale blev vurderet til for ni år siden, så er tiden ved at være inde for publikumsfavoritten, Theo Walcott. 

Ingen tvivl om at Wenger vil glæde sig over Walcotts tilbagekomst, men det er ikke til at vide hvordan franskmanden vil ryste posen, og om Walcott overhovedet er selvskrevet på den højrekant, hvor han ellers har brilleret tidligere.

Get well soon er desværre ord, som man har hørt alt for ofte blive sendt Walcotts vej. 

Annonce