Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Adrian Doherty: Manchester Uniteds tabte stjerne

Af Gustav Tornby
20.11.2014 Kl. 02:18
Der er stor chance for, at du aldrig før har hørt om Adrian Doherty. Endnu større er chancen for, at du ikke har set ham spille fodbold, men hvis du havde, så er der ingen tvivl om, at du aldrig ville have glemt synet af hans fødder med bolden  

Doherty er den spiller som ingen nævner, når man taler om den gruppe Manchester United-spillere, der til sidst blev kendt som 'Class of 92'. Han var på den modsatte kant af Ryan Giggs og i en periode, overvejede Alex Ferguson og hans trænerstab kraftigt, hvem af de to, der var bedst. ''En af de hurtigste kantspillere man nogensinde har set'', siger Tony Park, medforfatter til Sons of United, som er en historie om klubbens ungdomssystem. ''Uniteds talentspejdere sagde, at han kunne fange duerne – så hurtig var han.''

Park har set United-spillere på ungdomsniveau siden slutningen af 70'erne og medgiver, at han i de mange år kun har set fire spillere, der helt sikkert ville nå til helt til tops: Norman Whiteside, Paul Scholes, Giggs og så Doherty. ''En træner sagde engang, at af alle drengene i klubben på det tidspunkt, der var kun Giggs, Scholes og Doherty sikre på at nå til højeste niveau. Imens Giggs havde en fantastisk venstrefod og hurtighed, så havde Scholes evnen til at sparke med begge ben, men var lidt langsom, Doherty havde det hele.''

Liverpool-manager Brendan Rodgers kan også bekræfte tesen. Doherty og Rodgers var venner, eftersom de kom fra det samme drengehold i Nordirland og i Fergusons første år i Manchester United, rejse de to sammen for at repræsentere United på ungdomsniveau. Rodgers husker det ligeså tydeligt: ''Snak med Ryan Giggs, Paul Scholes og Neville-brødrende, så vil de alle sige til dig, at han er den bedste spiller, de nogensinde har spillet med på ungdomsplan.''

Sir. Alex Ferguson satte Doherty i sin trup for første gang, da han var blot 16 år gammel, i marts 1990. ''Helt uofficielt, så var Doherty spået til at gøre det største gennembrud siden George Best fik chancen'', skrev David Meek, der er tidligere Journalist på Manchester Evening News. Samme journalist skrev i forbindelse med den forventede debut, ''Alex Ferguson bliver bakket op af sin stab til at bruge drengen fra Belfast.'' 

Han var dog lidt forkert på den – Doherty var fra Strabane i området County Tyrone – men det ødelægger ikke pointen. ''Hans hurtighed og teknik har været en åbenbaring til træning'' fortsatte Meek. ''Doherty er en førsteårs ungsomsspiller, meget genert, men med et mod, som fuldt ud matcher hans evner. Han er en kantspiller, som kan drible i topfart og skyde lige godt med begge ben.''

Undtagelsen ved hele historien er bare, at Doherty aldrig spillede en kamp for Manchester United, og at hans historie til sidst endte i dyb tragedie.

Et par dage før han skulle have haft sin seniordebut, gav hans knæ efter i en reserveholdskamp imod Carlisle – det var korsbåndet, skaden, som alle fodboldspillere frygter.

Det tog syv måneder for det at heale og i Dohertys comeback efterfølgende, bukkede knæet under endnu engang. Denne gang var han ude i mere end et år. Han vendte herefter tilbage igen, men efter en håndfuld kampe stod det klart, at han efter godt 18 måneder med grufulde knæskader, ikke var den samme spiller længere. 

Dengang var en skade i korsbåndet endnu værre end det er i dag. Det forsinkede ikke bare en spillers karriere, det ødelagde den – Adrian Doherty var et af ofrene. 

Hans far, Jimmy, har altid ment, at United skulle have gjort mere for at tage sig af hans søn under – og efter rehabiliteringen. Sandheden er dog, at 'The Doc', som de andre spillere kaldte Doherty, ikke var det klassiske Wonderkid eller en superstjerne på vej frem. Han var anderledes. En fri sjæl, en smule excentrisk når det gjaldt fodbold. Han var ikke specielt interesseret i biler eller hårstil. 

Han mødte ofte op på The Cliff – Uniteds tidligere træningsanlæg, i en gammel, krøllet sweater og med sin guitar over skulderen. Robbie Savage, der spillede på årgangen under Doherty husker, at han ''Stemte guitaren i rummet ved siden af''. Doherty tog også guitaren med til spillernes julearrangement, hvor han gladeligt spillede en sang for sine holdkammerater. Sikkert et Bob Dylan-nummer. 

Doherty fulgte ikke rigtig fodbold. Han foretrak at skrive digte. ''Han var en frygtløs, stærk og talentfuld fodboldspiller, men hvad jeg husker bedst af alt, er hans personlighed og intelligens,'' siger Brian McClair, der er ungdomschef i Manchester United og fortsætter: ''Han elskede at snakke om musik, bøger og poesi.''

Hans tidligere holdkammerater husker, at han blev lidt af en fortabt sjæl. Han skred ud og arbejdede i en periode på en chokolade-fabrik i Preston. Der var også noget med tre kampe for Derry City, hvor  faderen også havde spillet. Så stoppede han en dag med at spille fodbold for altid, fra den ene dag til den anden.

Liverpool-manageren Rodgers husker, at hans ven ville bryde ind i musik-industrien efterfølgende og beretter, at der ligger nogle dårlige, gamle videoklip på nettet, hvor Doherty spiller i hjembyen Strabane – en af sine absolutte yndlingssange, Bob Dylans All Along The Watchtower. 

Det fungerede bare aldrig for Doherty.. April 2000 var tiden, hvor United var regerende Champions League-mestre, havde vundet deres sjette mesterskab på otte sæsoner og hvor supertstjernerne fra Class of 92 kørte igennem Manchesters gader med det ene trofæ efter det andet. Det var også den måned, hvor Doherty besluttede at flytte til Amsterdam, for at arbejde på en møbelfabrik. 

I sin første uge i Holland, gled han på en bro over kanalerne i byen, da han løb for at nå et tidligt morgentog. Han var uheldig. Adrian Doherty lå efter faldet en hel måned i koma inden han døde d. 9 juni. Dagen efter ville han have fejret sin 27 års fødselsdag. 

Ville han være blevet bedre end Giggs? Det finder vi aldrig ud af. Måske havde han ikke personligheden til at få talentet til at blomstre, måske havde han. Gary Neville husker ham som en ''Stille og rolig fyr, der havde det godt med alle, som aldrig gjorde nogen kede af det, bare en rigtig god kammerat''. Manchester United mindedes Doherty i Inside United Magazine tilbage i 2007, dengang beskrev Giggs, der er fem måneder yngre, Doherty som ''formidabel''. Førnævnte Tony Park har set dem alle, han siger, ''forestil dig lidt af Giggs, lidt af Andrei Kanchelskis og lidt af Cristiano Ronaldo, så mix dem sammen; Doherty havde det hele.''

Doherty-historien er bestemt en påmindelse om, hvor modbydelig fodboldverdenden kan være og hvor hurtigt en dårlig landing, en grim tackling eller bare et forkert skridt, kan vende op og ned på alt. Doherty er slet ikke alene. Fodbolverdenen er fyldt med spillere, der blev spået en kæmpe fremtid, men glemt endnu hurtigere igen, fordi deres karriere grundet skader eller andre ting, sluttede før den rigtig begyndte. 

Faderen Jimmy, moderen Geraldine, deres datter Ciara og sønnerne Peter og Gareth samledes til begravelsen d. 16 juni år 2000. 

“Hyldesterne flyder til tragisk fortabt fodboldperle’”, var overskriften på Derry Journal, den lokale irske avisDen engelske presse havde til gengæld ingenting om det, et par linjer i Sunday Mirror var alt hvad det blev til. Fodbolden var kommet videre. Doherty var næsten glemt. Det var dagen før England skulle spille imod Tyskland ved EM 2000, med Beckham, Scholes og begge Neville-brødrende på holdet; Aviserne havde rigeligt at fylde deres sider med i de dage..

Hvorfor så fortælle denne historie? I går, onsdag d. 19 november 2014, var det 26 år siden, at Adrian Doherty skrev under på en aftale med Manchester United – 14 år gammel, med en lovende karriere og et langt liv foran sig. Dette er en historie, som fortjener at blive fortalt. Oprindeligt bragt i engelske The Guardian og skrevet af journalisten Daniel Taylor, så besluttede vi hos Plbold.dk, at oversætte den med øje for at fortællle historien bedst muligt og mest forståeligt til de danske Premier League-fans.. Som den engelske avis skriver.. ''Han var stjernen, vi aldrig så''.. 

R.I.P Adrian Doherty. 

Læs også: Premier League-klubbernes 'glemte' spillere

Læs også: Top 50: De største talenter i verden – dansker på listen

Annonce