Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Ugens portræt: Michu

Af Jeppe Augustsen
10.07.2013 Kl. 04:36

I denne uge har vi fokus på Miguel Pérez Cuesta – bedre kendt som Michu, der med sine 18 scoringer i Premier League for Swansea blev kåret til sæsonens bedste indkøb. Plbold.dk har taget et nærmere kig på den spanske målsluger.

Oviedo – starten på et stort eventyr

Miguel Pérez Cuesta blev født d. 21. marts 1986 i byen Oviedo i det nordlige Spanien. Michus første fodboldstøvler blev slidt i den lokale klub Real Oviedo, hvor han var at finde frem til år 2007. Her havde Segunda Division-mandskabet Celta Vigo fået øjnene op for den målfarlige spanier, men den 21-årige Michu måtte dog starte sit ophold på klubbens reservehold. Efter blot en enkelt sæson og 10 scoringer i 28 kampe for Celta Vigo B blev han rykket op i førsteholdstruppen, hvor han fik sin debut midtvejs i sæsonen. Den offensive midtbanespiller blev efterfølgende fast inventar på holdkortet, og det blev til 14 kampe og én enkelt scoring i den første sæson i Segunda Division.

I januar-transfervinduet i 2010 var Michu tæt på at blive solgt til Sporting Gijón i La Liga, men handlen faldt igennem i 11. time, og han måtte derfor blive på Estadio Balaídos Stadium. Her tilbragte han yderligere halvandet år, inden hans kontrakt med Celta Vigo udløb i sommeren 2011. Umiddelbart inden Michus kontraktudløb var det lige ved og næsten, at han kunne være med til at fejre en oprykning til La Liga. Trods en 1-0-sejr på en scoring af Michu i det første play-off-opgør mod Granada, blev Michu skurken i returopgøret, da han brændte det afgørende straffespark, efter kampen var endt 1-0 til Granada. Drømmen om at spille i La Liga knækkede altså for den målfarlige spanier, men der skulle ikke gå længe, før han alligevel blev en del af det fine spanske selskab.

 

La Liga – here I come

Den 27. juli 2011 gik en lille drøm nemlig i opfyldelse for Michu, da han underskrev en toårig kontrakt med den nyoprykkede La Liga-klub, Rayo Vallecano. Michu fik sin debut for klubben d. 28. august i 1-1 kampen mod Athletic Bilbao, og der skulle ikke gå længe før de spanske fodboldelskere fik Michus navn på læberne. Med 15 sæsontræffere fra sin midtbaneposition havde han således stor indflydelse på, at Rayo Vallecano reddede endnu en sæson i den bedste spanske fodboldrække.

 

Målnæse på ny position i Premier League

Efter bare en enkelt sæson i en af verdens bedste fodboldligaer valgte den 185 centimeter høje midtbanespiller at prøve talentet af i Premier League. Den 20. juli 2012 blev han således købt af Swansea og Michael Laudrup for små 20 millioner kroner. Her underskrev han en treårig kontrakt med det walisiske mandskab.

Michu var udset til at løfte arven efter holdets store stjerne, Gylfi Sigurdssion, som netop var blevet præsenteret i Tottenham. Den spanske midtbanespiller blev altså indkøbt til at dække positionen lige bag den forreste angriber i Swanseas 4-2-3-1-system. Den målfarlige spanier fik dog hurtigt en anden rolle på Laudrups mandskab, da han i sin debut d. 18. august på udebane mod Queens Park Rangers blev smidt helt på top. Herfra fik Michu vist sin målnæse, da han med to scoringer og en assist havde stor andel i Swanseas knusende 5-0-sejr. Den spanske striker blev med det samme en fan-favorit på Liberty Stadium, hvor han fik en stor plads i tilhængernes fodboldhjerter.

 

Sæsonens bedste indkøb

Michu fortsatte umiddelbart efter QPR-kampen med at imponere i Premier League, og i de to efterfølgende kampe mod henholdsvis West Ham og Sunderland kom han også på måltavlen. Med fire mål i tre kampe havde Michu for alvor fået sit navn slået fast i engelsk fodbold. Den spanske angriber viste sig dog ikke kun at være en døgnflue for Laudrups walisiske mandskab, og med 18 kasser og tre assist blev 27-årige Michu lidt af et transfer-scoop i Premier League. Samtidig var Michu en af hovedpersonerne bag Swanseas historiske Capital One Cup-triumf, hvor det blev til en 5-0-sejr i finalen over Bradford – selvfølgelig med den spanske angriber blandt målscorerne.

Efter en fremragende første sæson i England kunne Michu glæde sig over at blive kåret til sæsonens bedste indkøb af alle managere i Premier League.  Her høstede spanieren hele 47 procent af stemmerne. Derudover blev Michu også hyldet af sine egne holdkammerater og klubbens fans, da han modtog hele fire priser ved Swanseas prisuddeling: Årets spiller blandt fansene, årets spiller blandt holdkammeraterne, årets udebanespiller og årets topscorer.

 

Landsholdet kalder

Selvom den spanske landstræner, Vicente del Bosque, var ude og garantere Michu en plads i landsholdstruppen til venskabskampen mod Uruguay i februar måned, blev den målfarlige angriber alligevel forbigået. Del Bosque udtalte efterfølgende, at han simpelthen ikke kunne finde plads til Swansea-angriberen, selvom han uden tvivl fortjente en plads. Michu har derfor fortsat sin landsholdsdebut til gode, men hvis han fortsætter med at score mål på samlebånd, kan der ikke gå mange måneder, før han trækker den spanske landstrøje over hovedet.

 

Hvor ligger fremtiden?

Michus forrygende præstationer er naturligvis ikke gået ubemærket hen i fodboldeuropa, og flere af de europæiske storklubber har således haft følehornene ude efter den giftige angriber. Michael Laudrup har dog været ude og udtale, at Swansea mindst skal have 300 millioner kroner for deres spanske guldfugl, hvis en transfer skal komme på tale. Derudover satte Michu yderligere søm i diverse klubbers drøm om at hente ham, da han i januar forlængede sin kontrakt med waliserne frem til sommeren 2016. Swansea får således gavn af spanierens målnæse de kommende fire år.

 

Farvel til Laudrup = Farvel til Michu?

Michu var efter sæsonen ude og hylde danske Michael Laudrup, som han kaldte den bedste træner, han nogensinde har haft. Samtidig tilskrev spanieren Laudrup en stor del af den succes, som han har opnået i Swansea. Dog lader det til, at Laudrup bliver ved sin walisiske partner, hvorfor Michu formodentlig vil fortsætte din skræmmende målform.

 

Statistik fra sidste sæson

Skud: 101

Mål: 18

– 6 på hovedstød

– 3 med højre fod

– 9 med venstre fod

Assists: 3

Annonce