Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Zlatan stadig motiveret af Guardiola-strid: Problemet var ham - ikke mig

Af Marcus Sørensen
22.03.2017 Kl. 07:45
Zlatan Ibrahimovic fortæller, at det stadig motiverer ham at møde Pep Guardiola, efter at City-manageren fra den ene dag til den anden frøs ham ude i FC Barcelona.

I 2009 hentede Pep Guardiola Zlatan Ibrahimovic til FC Barcelona, hvor de to sammen vandt La Liga. Det viste sig dog, at Barcelona, Guardiola og Zlatan ikke var det rigtige match, eftersom svenskeren allerede efter én sæson skiftede til AC Milan.

Siden har der været ordkrig mellem Ibrahimovic og Guardiola, som nu begge er rykket til Premier League og mødes i den udsatte Premier League-kamp i Manchester-derbyet den 27. april.

Zlatan fortæller, at det stadig motiverer ham at møde den spanske manager.

– Når jeg spiller mod hans hold, er det noget, der motiverer mig. Det giver mig adrenalin. Det er normalt, efter hvad der skete, fortæller Ibrahimovic til Fox Sports Italia.

– Jeg bruger det som noget positivt, ikke negativt, men det er altid noget, jeg vil have i baghovedet.

– Jeg lærte en masse i Barcelona, både på og uden for banen. Jeg lærte, at i fodbold kan enhver situation ændre sig på blot 24 timer.

– Problemet (i Barcelona, red.) var ikke med mig – det var med ham, og han lærte aldrig at leve med det. Jeg ved ikke, hvad hans problem var med mig.

– Først ringede han til mig hver dag for at få mig og fra den ene dag til den anden, spillede jeg ikke mere. 

– Det er fortiden, og jeg er én, som kigger mod fremtiden, og fremtiden er foran mig, slutter Manchester United-stjernen.

Zlatan Ibrahimovic nåede ellers at score 16 mål i 23 kampe fra start i ligaen i Barcelona-tiden.

Annonce