West Bromwich blev rundbarberet af West Ham
West Bromwich Albion var ellers godt med i store dele af dagens møde med West Ham. Desværre for Tony Pulis' tropper, så var The Hammers hamrende skarpe foran kassen.
Gæsterne kom i front efter 34 minutters spil, da bomstærke Cedric Kouyate headede Dimitri Payets indlæg i kassen.
Få minutter senere var den så gal igen, set med WBA-briller. Denne gang var det med Kouyate i oplæggerens rolle. Midtbanespilleren fandt klubmanden Mark Noble, der relativt let kunne passere Foster med sin afslutning. 2-0.
3-0 blev det også. I anden halvlegs sidste del var der ikke meget tilbage i depoterne hos The Baggies og det udnyttede Slaven Bilic' drenge prompte. Mark Noble blev noget så sjældent som dobbelt målscorer, da han hamrede den i nettet på oplæg af Andy Carroll med 10 minutter igen.
Med resultatet er West Ham på Premier Leagues femteplads, stadigvæk i teoretisk spil til fjerdepladsen. West Bromwich er nummer 13 i rækken med to runder tilbage.