Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Watford vandt og forværrede Evertons krise

Af Mads Bye Marboe
10.12.2016 Kl. 14:26
Watford vandt lørdagens tidlige Premier League-kamp med 3-2 hjemme over Everton.

Everton kom flyvende fra land i denne sæson og tog 13 ud af 15 mulige point, men siden er blot gået en vej for Ronald Koemans tropper, og lørdag tabte The Toffees igen.

Romelu Lukaku stod ellers for kampens første mål, da Everton gæstede Watford på Vicarage Road. Gareth Barry chippede en fremragende bold i dybden til belgieren, der kunne sparke bolden ind bag Heurelho Gomes. Lukaku havde forinden spillet fire kampe uden at score for The Toffees.

Efter scoringen fik Watford lagt et godt tryk mod Maarten Stekelenburgs mål, og det gav pote efter 35 minutters spilletid. Nordin Amrabat måtte først se sit hovedstød reddet af Stekelenburg, men på det efterfølgende angreb fik marokkaneren slået et indlæg mod forreste stolpe, hvor Stefano Okaka med en afslutning bag om støttebenet kunne score til 1-1.

Watford fastholdt presset mod slutningen af første halvleg, men foran kom hjemmeholdet ikke.

Efter pausen fortsatte The Hornets, hvor de slap, og Walter Mazzarris mandskab kunne efter en lille time bringe sig foran. Et frispark fra venstre side blev sendt ind i panden på Sebastian Prödl, der kunne sende bolden ind bag Stekelenburg.

Føringen blev udbygget kort efter og endnu en gang var Everton uskarpe på dødboldene. Et hjørnespark blev sparket til forreste område, hvorfra Stefano Okaka headede bolden mod bagerste stolpe. Afslutningen sejlede forbi venner og fjender og til sidst over stregen. Den italienske angriber havde scoret for anden gang og bragt Watford foran med 3-1.

Scoringen betød, at Watford langsomt begyndte at trække sig tilbage og overlade initiativet til Everton, som til gengæld havde svært ved at omsætte deres overtag. 86 minutter minutter skulle der gå, før Romelu Lukaku kunne kalde sig dobbelt målscorer.

Reduceringen kom dog for sent, og hjemmeholdet endte med at tage alle tre point. Everton er nu oppe på én sejr i 11 kampe.

Annonce