Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Vanvidskamp på Etihad Stadium endte 5-3 til City

Af Redaktionen
21.02.2017 Kl. 21:36
En fuldstændig vanvittig kamp mellem Manchester City og AS Monaco endte med en 5-3-sejr til værterne.

Forud for aftenens kamp på Etihad Stadium havde AS Monaco scoret vanvittige 107 mål i denne sæson og en sprudlende offensiv kom tirsdag aften op mod Manchester Citys yderst svingende defensiv. 

Der var også rigeligt plads at boltre sig på for Leonardo Jardims offensive esser, men det samme var der for Pep Guardiolas. 

Leroy Sané dansede sig efter 25 minutter igennem Monacos defensiv, spillede på tværs til en fremadstormende Raheem Sterling, der nemt kunne gøre det til 1-0. 

Modsvaret kom dog prompte fra Monaco. Fabinho smækkede et perfekt indlæg ind i pandebrasken på Radamel Falcao, der ikke svigtede. 1-1 – og Monaco fortsatte presset. 

Stortalentet Kylian Mbappe ville også lege med. Det franske stortalent gjorde det til 2-1 lige inden pausen, og så var der pres på Manchester City. 

Presset blev imidlertid endnu større, da der blev begået straffespark på Radamel Falcao efter 50 minutter. Columbianeren skuffede dog og brændte fælt. 

Kort efter lå bolden i nettet i den anden ende. Sergio Agüero scorede efter oplæg fra Raheem Sterling, men tre minutter senere var der igen mål. Radamel Falcao erobrede bolden fra John Stones og chippede bolden ind over Willy Caballero på smukkeste vis til 3-2. 

Men kampen var langt fra overstået. Sergio Agüero scorede igen efter 71 minutter, John Stones øgede Citys føring til 4-2 efter 77, mens Leroy Sané efter smukke City-kombinationer gjorde det til 5-3 efter 82 minutter. 

En fuldstændig vanvittig kamp endte med 5-3 til Manchester City – og så er der lagt i kakkelovnen til en vild returkamp på Stade Louis II. 

Annonce