Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

United vil slå transferrekord: Har afgivet kæmpe bud på Pogba

Af Jeppe Augustsen
30.06.2016 Kl. 23:09
Daily Telegraph beretter, at Manchester United har afgivet et bud på Paul Pogba, der lyder på £80 millioner.

Torsdag middag blev det bekræftet af Zlatan Ibrahimovic, at han skifter til Manchester United denne sommer og dermed bliver genforenet med Jose Mourinho.

Det forventes, at han rejser til Manchester United fredag for at skrive under på en etårig kontrakt med De Røde Djævle. 

Derudover er det også så godt som sikkert, at Henrikh Mkhitaryan bliver Manchester United-spiller inden for de næste par dage. Flere troværdige journalister melder, at han har skrevet under på en fireårig kontrakt. På Manchester Uniteds officielle shop var det torsdag aften også muligt at købe deres nye udebanetrøje med 'Mkhitaryan' på ryggen – Se mere her.

Dermed ser det altså ud til, at Jose Mourinhos anden og tredje store signing er på plads efter købet af Eric Bailly, og nu går portugiseren efter Paul Pogba – og ifølge Daily Telegraph er Manchester United favoritter.

Real Madrid og Manchester City er også interesseret i den franske midtbanespiller, men de er blevet skræmt væk grundet prisen. Real Madrid skulle være klar til at betale op til £60 millioner, men det er ikke nok – Manchester United er nemlig klar til at betale meget mere.

Kilder tæt på Juventus har oplyst Daily Telegraph, at Manchester United har afgivet et bud, der lyder på £80 millioner – svarende til 720 millioner kroner. Han vil dermed slå Angel Di Marias transferrekord, som skiftede fra Real Madrid til Manchester United for £59,7 millioner i sommeren 2014. 

Derudover rapporterer avisen, at Manchester United endda er villige til at hæve buddet, hvis det bliver afvist af Juventus. 

Paul Pogba har efter sigende ikke travlt med at forlade Juventus, men de italienske mestre vil måske føle, at Manchester Uniteds bud vil være for godt til at afvise. 

Annonce