Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Tysk landstræner støtter Götzes beslutning

Af Kalle Thue Gregersen
25.05.2016 Kl. 18:00
Den tyske landstræner, Joachim Löw, bakker op om Mario Götzes beslutning om at blive i Bayern München.

Det meste af foråret har Mario Götze været meldt færdig i Bayern München, da det har været småt med spilletid i det sydtyske. 

Liverpool er den klub, som både tyske og engelske medier har sendt tyskeren til, da en genforening med Jürgen Klopp måske kunne lokke den tidligere Dortmund-spiller. 

Det bliver der dog ikke noget af i denne omgang, da VM-helten fra 2014 har valgt at blive i Bayern München. Den beslutning støtter Joachim Löw nu op omkring. 

– Jeg har konstant været i kontakt med Mario, og han har informeret mig hele vejen igennem. Han havde en lang samtale med Ancelotti, og det har der været en del skriverier om, men en træner kan aldrig garantere noget. Han fortalte dog Mario, at alle er på lige fod, når han tager over, sagde Löw på et pressemøde.

– Mario har fået tilbud, men jeg har altid følt, at hans hjerte er i München, og han ønsker at bevise sig selv der. 

– Han fortalte mig, at han vil blive i München og tage en chance med den nye træner, og jeg synes, at det er en fin beslutning, fordi han har lyttet til hans følelser. Derfor er det den rigtige beslutning for ham. 

Götze har dog kun et år tilbage af sin kontrakt. 

Annonce